Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Vi følger det ældre ægtepar Kate (Charlotte Rampling) og Geoff (Tom Courtenay) den sidste uge op til deres 45års bryllupsfest. Om mandagen modtager Geoff et brev der vender op og ned på ægteskabet og krisen kulminerer ved den store fest den følgende lørdag.
Det er ikke det faktum, at Geoff havde en anden kærlighede før end han giftede sig med Kate for 45 år siden der udløser krisen i det gamle ægteskab. Det forhold ved Kate om. Men det er det forhold, at den gamle kærlighed måske har præget deres ægteskab fundamentalt der går op for de to. Måske forholder det sig sådan, at det først er nu efter 45 års ægteskab, at det forhold erkendes. Først nu forsøger de to at sætte ord på deres ægteskab. Det sker i en enkel intens scene hvor Geoff fortæller om, hvordan han mistede sin første kærlighed – og Kate fortæller, at hun samme år ligeledes blev mærket, da hendes mor døde.
Forsøger er det rette ord, for tavsheden er faktisk stor imellem de to. I stedet lever de et stille pensionistliv med daglige rutiner. Et liv hvor de tilsyneladende kender hinanden så godt, at man ikke behøver sige så meget. Men hvorfor er det, at Kate savner at der hænger billeder fra deres liv på væggene; hvorfor er deres samliv tilsyneladende barnløst – er det derfor Kate går så højt op i sin hund og hunden før denne?
Vi får ikke meget at vide, for instruktøren er solidarisk med sine personer der kun taler om det allermest presserende. Men når rutinen alligevel forstyrres, skyldes det, at Geoff ændrer adfærd, da brevet ankommer om mandagen. I brevet står, at liget af hans ungdomskærlighed endelig er fundet efter at have ligget under is i en gletscher i, ja 45 år. Man kan nu se igennem isen. Der ligger hun fastfrossen som hun så ud dengang hun og Geoff gik i bjergene og ulykken indtraf. På den måde bliver Geoff pludselig mentalt ført tilbage til dengang.
Det interessante for instruktøren er ikke at konfrontere Geoff med det ”friske” lig på en rejse tilbage til Schweitz, men at konfrontere det gamle ægteskab med fordums følelser og drømme. Således begynder Geoff, at rumstere på loftet for at se gamle billeder. Han begynder at ryge igen og går lange ture – det er ellers kun Kate der går ture – han forsøger igen at læse eksistensfilosoffen Kierkegaard, og han orker ikke at gå til fest med gamle kollegaer der intet fornuftigt har at tale om.
Måske skulle Kate ikke være gået op på loftet for at se Geoffs billeder. Er det en løgn om deres ægteskab hun på den måde konfronteres med, og i så fald gør det så mere skade end gavn at erkende den så sent i livet? Eller er det mere det faktum, at vi altid bærer fortiden med os i det udfoldede liv der er chokerende for Kate at erkende?
Da Geoff til sidst holder tale for sin Kate til bryllupsfesten, er talen nok banal - den handler om at vælge kærligheden – men måske også meget ærlig. Kunne det være gået anderledes for Kate og Geoff, hvis de have erkendt hvad deres tab dengang betød?
Filmen er et kammerspil med to stjerner blottet for nykker og dybt optaget af deres karakterers eksistens. Mere kan man ikke forlange. Både Charlotte Rampling og Tom Courtenay blev helt fortjent belønnet ved Berlinfestivalen sidste år med priser for bedste kvindelige og bedste mandlige hovedrolle.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
