Skriv en kommentar
I årene fra 1965 til 1989 var Rumænien underlagt Nicolea Ceauscescus kommunistiske rædselsregime, hvilket bl.a. bød på forbud mod abort. Dette betød, at aborter blev udført illegalt under utilstrækkelige forhold - så hvad der ikke alene kunne ende med ti år i et grumt rumænsk fængsel, endte ofte i dødsfald for de involveret gravide kvinder. Alting har sin pris og menneskelige omkostninger i et kommunistisk diktatur, hvilket instruktøren Cristian Mungiu tørt og kompromisløst understreger i ”4 måneder, 3 uger og 2 dage”.
De to unge studerende Otila (Anamaria Marinca) og Gabita (Laura Vasiliu) får sat deres venskab på en hård prøve, da Gabita er gravid og beslutter sig til at få en abort. Otila hjælper sin veninde og på anbefaling opsøger de den suspekte læge Dr. Bébé (Vlad Ivanov). Han viser sig dog at udnytte situationen, idet han udover at tage penge for sin ydelser også kræver sex af begge piger. Hvor Gabita som sådan ikke har noget valg, tvinges Otila ud i et personligt dilema om hvor langt hun vil gå for venskabets skyld.
Lige fra filmens første scene, er man klar over at de næste to timer ikke bliver skæg og ballade, men en kynisk og bittersød tour de force ind i et gråt betondiktaturs afkroge. Farvespektratet er holdt koldt og så vidt drænet for kulør, kameraet er håndholdt og uroligt i bedste Dogmestil - der indbydes ikke til meget optimisme. I det hele taget skal man stå længe i kø, hvis man forventer gode hensigter og i stedet presses man ind i et univers med en tyk stemningen af frustration og håbløshed. Hensigten med filmen, og de følgende film i Mungius såkaldte ”fortællinger fra Guldalderen”, er nemlig en bitter og grov sarkastisk kommentar og reconstruktion af hvordan Romænien tog sig ud under Ceauscescus styre. Meningen er ikke at fremstille perioden direkte murbrok for murbrok, men et indirekte forsøg at genskabe tiden udfra romænernes personlige beretninger. Dette sætter ansigt på de menneskelige konsekvenser ved et diktatur via individuelle skæbner, i et nådesløst og ultrarealistisk portræt af Romænien gennem flere årtier op mod Ceauscescus fald i 1989. Styrken ved filmen er netop at den ikke virker filmisk, men i stedet er en en hudløs og kold observation af tilfældighedernes spil. Lige så fint som filmen i al sin afmålte enkelthed ikke virker konstrueret, lige så skarpt og metalkoldt skæres der ind til benet uden at lede publikum andre steder hen. Andet end hvad ens eget dillema ville være i den pågældende situation og under samme omstændigheder, som de Gabita og Otilia utilsigtet havner i.
Få nyere film, såsom Lucas Moodysons ”Lilja 4 Ever” og Michael Hanekes ”Skjult”, er i stand til at skabe det samme nærværende rum af nødvendig konfrontation, som får publikum til at tage oprigtig stilling til de knapt så rosenrøde aspekter af undertrykkelse. ”4 måneder, 3 uger og 2 dage” er en af disse få perler der tvinger os til at indse og mærke en brøkdel af psykologisk desperation og håbløshed, man håber aldrig at kunne opleve til fulde. Det er en foruroligende og tankevækkende øjenåbner, der rusker sig fast i sindet uden at give slip. Cristian Mungiu forsøger på intet tidspunkt at være belærende eller løfte en pegefinger; det er skam langt mere subtilt og isnende når der fortælles uden eksplicit stillingtagen fra instruktørens siden. Få formår at gøre det virkefuldt, og enkelte gør det som Mungiu – nemlig med sans for et større overblik der rammer de punkter der paralysere sindet, så man er mere modtagelig for filmens kant og dybde. Dét er ganske enkelt mesterligt.
Bravo Hr. Mungiu og tillykke med De Gyldne Palmer – det kunne ikke være mere fortjent.
