Skriv en kommentar
På overfladen ligner 500 Days of Summer en ganske almindelig romantisk komedie. Til stor del bliver den da også præsenteret som en sådan, på trods af en fortællerstemme der inden for de første fem minutter påstår, at dette ikke er en kærligheds fortælling. Filmens scener er inddelt efter perioder i de 500 dage, som titlen ligger op til. Den springer mellem starten på forholdet mellem de to hovedpersoner, og et sted i midten af de 500 dage hvor de slår op. De to fortællinger bevæger sig kronologisk fremad fra deres respektive udgangpunkter, hvilket hjælper med at klarificere, da alle de mange tal ellers kan være lidt svært at holde styr på.
Men at kun klassificere filmen som en romantisk komedie vil både være synd og løgn. På sin vis får den aspekter af et mysterie, når man ser, hvordan Tom (Joseph Gordon-Levitt) er blevet dumpet, bliver man automatisk nysgerrig for at se, ikke kun hvordan det slutter, men også hvordan det startede. Dertil kommer at filmen udelukkende er set fra Toms synspunkt hvilket gør Summer (Zooey Deschanel) til et kompliceret mysterie for publikum. Dette bliver kun forstærket af Zooey Deschanels skuespil, der kun i få øjeblikke bryder en facade, der ellers er meget svært at se igennem.
Tom derimod har scener hvor han snakker med folk om sine følelser, og er spillet betydeligt mere udadvendt end Summer. Han har to venner og en lillesøster, som han vender sig mod for at få råd. Specielt hans søster er en sjov størrelse. Hun er tydeligvis meget ung, og spilles ganske udemærket af Chloe Moretz, men er i sidste ende er hun mest et humoristisk indslag i rollen som følelsesmentor for sin storebror.
Visuelt bruger filmen en masse små fine hjælpemidler til at assistere sin fortælling. Jeg har allerede nævnt scenekortene med tal der indikerer hvad dag vi er på, men der bliver også brugt en hel del split screen. Denne effekt bliver brugt, både traditionelt, til at vise de to hovedpersoner, men også til at vise forskellen på Toms forestilling og virkeligheden. Den sidstnævnte scene kommer rimeligt sent i filmen, og falder sammen med at både publikum og Tom er ved at realisere at virkeligheden måske ikke helt er som Tom ser den.
I sidste ende er det en god film. Den har skuespil til at støtte mængden af følelser den handler om, og nok underholdende virkemidler til at komedien ikke virker forceret. Det er rart at se at der kan gøres lidt mere spændene ting med en traditionel formel, og specielt hvor meget det betyder at dygtige mennesker er involveret i projektet. Og hvordan kan man ikke holde af en film der vælger musical som sit medie at demonstrere romantisk glæde på?
