Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De fire instruktører Anders Hornstrup, David B Sørensen, Toke Gade Crone Kristiansen og Morten Revsgaard Frederiksen gør det ikke let for tilskuerne i deres skildring af livet det sidste år i Ungdomshuset, inden det, som bekendt, så skammeligt blev revet ned; regioplysningerne er stort set fraværende – fx navn på de interviewede – en egentlig udvikling fastholdes næppe i løbet af de 81 minutter filmen varer, men mest problematisk er det, at det er meget svært at for øje på filmens idé, det der er vigtigt for de fire at skildre. Det betyder, at filmen i lange passager virker meget indadvendt. Er det i virkeligheden Ungdomshusets egne (tidligere) beboere, filmen henvender sig til? Skal man le eller græde over filmens titel, for ikke at sige titlerne på de 8 afsnit filmen er inddelt i?: Cancer henover McDonald´s; Hvis du havde været min datter havde du kraftedme fået et lag tæsk; Et sted hvor der findes lys og fred; Torturerende skingre herrestemmer; Drømmen eller mareridtet; Bjarne han er en ubehagelig satan; Dommen; Vi arbejder ikke med grundlov herovre.
Dette er på ingen måde en feel-good-film. Her er intet forsøg på at please tilskuerne. I mørke billeder og abrupt klipning møder vi et på mange måder hårdt miljø, der minder om et venstreorienteret miljø, man ikke troede længere fandtes. Idealerne og ideologien er på plads – og der kæmpes for dem både indenfor og udenfor murene. En række gennemgående talking heads taler om idealerne og også om det blomstrende miljø i huset. Problemet er bare – specielt for en inkarneret filmfan som undertegnede – at jeg frygtelig gerne vil have syn for sagn; lad mig se idealerne som de udfoldes i huset, og ikke mindst, lad mig se det blomstrende liv i huset. Men det sker ikke. Der er flere tilløb til det, bla. en køkkenscene i begyndelsen hvor 3-4 kvinder kokkererer og pjatter, eller når en homo (queer?) bryder ud i ”anstødelig” sang, eller når der arbejdes på huset. Men først og fremmest tales og tales og tales der meget, typisk af lidt ældre beboere – hvor er de helt unge, udover den hætteklædte i begyndelsen af filmen? Talen afbrydes ligeså typisk enten af korte indslag fra diverse støjkoncerter i huset eller af forberedelse eller udførelse af Støt Ungeren-aktioner. Og så undrer jeg mig simpelthen over, at der ikke er et eneste kys, en eneste omfavnelse eller sågar nogen der knepper i hjørnerne – for ikke at sige uforbeholden latter og gråd; det var da for fanden et hus fuldt af unge mennesker dag og nat!
For mange vil det derfor falde kun alt for let at tage afstand fra Ungeren, der fremstår i mørkt forfald, og dets beboere, der bestemt ikke er specielt demokratiske anlagte – ligesom filmen her er dialog ikke beboernes stærke side. Ikke desto mindre er det stadig et endog meget fattigt samfund der ikke har plads for de skæve, ikke mindst de skæve unge, som de fremtræder her. Det er som om, vi har glemt at et demokrati bla. er kendetegnet ved at have plads for akkurat dem, ja at demokratiet til hver en tid forsvarer retten til at tro, tænke og handle og se ud, som man vil. Huset blev ryddet eftertrykkeligt og beboerne fik bank ligeså eftertrykkeligt – så meget for demokratiet!
Størst indtryk gør den kvinde der fortæller, hvordan hun efter mange år i huset, nu står ved en skillevej; skal hun blive og kæmpe, skal hun passe børn, eller skal hun rejse. Hun er tydeligvis træt efter mange år, som hun ikke tøver med også at kalde hårde. Hun fremviser en stor ømhed, som filmen er fattig, men hun er rig på.
Filmen er selvsagt en form for dokumentation over det Ungdomshuset der ikke længere er i København. Og som sådan er den bestemt vigtig. Dertil kommer at filmen også fremtræder som en form for talerør for husets beboere. Jeg tøver dog her, fordi filmen intet gør for at sige for eller imod i den sammenhæng – og det er bestemt en svaghed, hvis man vil have filmen udover rampen.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
BeoFilm.
