Skriv en kommentar
Ebenezer Scrooge (Jim Carrey) er en nærig og gnaven gammel mand, der ikke kan udstå jul. Juleaften i Scrooges kæmpe villa, får han besøg af hans afdøde partner Marleys (Gary Oldman) genfærd, som har brugt 7 år på at nå frem til ham. Marley fortæller at han vil få besøg af 3 spøgelser, Fortidens, Nutidens og Fremtidens, som han skal overbevise ham om, at han kan blive et bedre menneske. Scrooge kommer nu ud på en personlig rejse igennem hans liv før, nu og som det vil se ud i fremtiden, hvis han ikke ændrer sig.
Nutidens Scrooge er følelseskold. Da han spørger sin nevø, Fred (Colin Firth), om hvorfor han giftede sig, svarer Fred: ”because I fell in love”. Scrooge kan næsten ikke få ordet ”love” over sine læber. Scrooge har glemt betydningen af ordet. Og da to fremmede opsøger Scrooge juleaftensdag for at samle penge til de fattige, svarer han kynisk, om det ikke ville hjælpe på overbefolkningen, hvis man bare lod dem være at donere.
Men spørgsmålet er, om det er for sent at gøre noget ved? Med Fortidens Spøgelse kommer Scrooge på en selvreflekterende dannelsesrejse, for at konfrontere kærligheden han tabte, barndommen han glemte og vennerne som forsvandt. Med Nutidens Spøgelse, får han sit nuværende liv at se og indblik i hvad folk synes om ham. Scrooge begynder at se, at hans liv har tabt sjælden. Det sidste spøgelse ”fremtidens spøgelse”, som er i skikkelse af døden og symbol på tiden, der har indhentet ham, kan måske for alvor banke ind i hovedet på ham, hvor vigtigt livet er og at han stadig kan nå at gøre noget godt i sit liv.
So what’s new pussycat?
Hvad nyt er der under solen? Man har i Hollywood valgt at filmatisere Charles Dickens udødelige eventyr ”A Christmas Carol”… for hvem ved hvad gang? Tyvende gang? Det beviser enten at Charles Dickens klassiske juleeventyr fra 1843 er en af de mest holdbare og fortryllende eventyr i historien eller også siger det mere om Hollywoods trend til at genindspille og koge suppe på alt hvad det, de kan få tænderne i. Så hvad er grundlaget for at ruske den gamle skuffe op, støve eventyrbogen af og begynde forfra? Svaret findes i vores dages nye eventyrlige middel på film: 3D, Imax og Motion Capture.
3D - en balancegang
Instruktøren Robert Zemeckis har efterhånden en tung arv bag sig i sine over 25 år bag kameraet. Med banebrydende film som Who Framed Roger Rabbit, Back To The Future trilogien og Forrest Gump, er han en filmskaber som konstant forsøger at udvide og teste mediets grænser. Den nye genration af 3D film som skyder op fra USA, er noget som vi snart skal vænne os til, som en normaliseret standard. A Christmas Carol er faktisk Robert Zemeckis tredje af arten 3D efter The Polar Express og Beowulf og derfor også hans anden julefilm i 3D. De to forgængere blev mødt med en del kritik, men klarede sig alligevel hæderligt på box office i USA, sikkert i skyld af publikums nysgerrighed for 3D teknikken.
Med A Christmas Carol synes Zemeckis, at være kommet endnu tættere på at finde grænsen for, hvornår og hvordan man skal bruge det nye medie, uden at gå på kompromis med historien. Hvornår skal man forstyrre historien med tre dimensionelle effekter stikkende ud af lærdet og ud i hoveder på os? Hvornår skal man lade være og lade scenerne og skuespillerne være i fokus? 3D er en balancegang.
Harry Potter møder The Polar Express.
Selvom A Christmas Carol er en julefilm, er den bestemt meget mere mørk og dyster end de julefilm fra 80’erne og 90’erne. Det er ikke Alene Hjemme eller Fars Fede Juleferie. Vi er i en tid, hvor grænserne for film til børn og unge er blevet mere vage. Harry Potter filmene bliver mere og mere dystre og mørke og man konfronteres i dag med temaer som liv og død, ødelæggelse, svigt, ulykkelig barndom osv.
Og A Christmas Carol er mørk og dyster og der er ikke megen grund til at smile og føle julehygge i det meste af filmen. Det er kun en gang imellem, at vi får små pusterum i al seriøsiteten og uhyggen, når Jim Carrey får lov til at vise sit komiske talent. Det er først til sidst, at Jim Carrey for alvor kan skeje ud i vanlig stil, som en fornyet og gammelskør Scrooge. Dermed er A Christmas Carol meget tættere på Harry Potter filmenes mørke univers end Zemeckis The Polar Express.
Som 3D film fungerer A Christmas Carol til tider fremragende. Specielt sekvensen med Fremtidens Spøgelse, hvor Scrooge bliver jagtet gennem 1600 tallets victorianske gader, er både medrivende, fantasifuld og uhyggelig. Problemet med 3D er, at det sommetider virker unaturligt. Hvilket jo præcis er det modsatte af hensigten. Men Robert Zemeckis formår at benytte teknikken flot og lade være med at overdrive effekter, på de rigtige tidspunkter. Med performance capture teknikken bliver grænserne for hvad der er muligt og umuligt rykket tættere, men samtidigt forsvinder skuespillerne somme tider inde bag facaderne. Vi får ikke fornemmelsen af, at det er en rigtig person. Det kan let være Jim Carreys allermest seriøse film, men vi føler bare ikke altid, at det er ham, som er inden bag.
Men filmen er bestemt seværdig. Se fordi du har lyst til at opleve 3D effekter, som er medrivende og bedre end før. Se den fordi Charles Dickens eventyr altid holder. Men se den ikke, fordi du vil i julestemning og hygge dig med en Jim Carrey film.
