Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med ”A Hard Day´s Night” formåede den amerikanske instruktør Richard Lester ikke blot i 1964 at sætte en standard for kommende musikvideoer på fx MTV, men han skabte et på sin vis tidløst portræt af alletiders største rock-gruppe The Beatles.
Historien bag ”A Hard Days Night” får man på bedste vis fortalt på disk 2s ekstramateriale, først og fremmest i dokufilmen ”You Can´t Do That!: ´The Making Of A Hard Day´s Night´”. Her udnævner den verdensberømte, desværre nu afdøde, filmkritiker Roger Ebert filmen til en klassiker på linje med Stanley Donens ”Singin in The Rain” (-52). Den film har sandelig gjort indtryk på den gode kritiker. Nå, mindre kan vel gøre det; ”A Hard Day´s Night” lader nogle meget veloplagte medlemmer af The Beatles klovne sig gennem en legende og frækt fortalt historie om, hvordan gruppen over et par dage bevæger sig gennem landet frem til et TV-show med et live-audience, som det så smukt hedder på nydansk.
Lester har utvivlsomt ladet sig inspirere af den samtidige franske Ny Bølges respektløse omgang med, hvordan man bør fortælle på film, den abrupte frække klipning fornægter sig ikke – helt i harmoni med Beatles´ respektløse og i dag nærmest harmløse gøren grin med autoriteter og generationer i filmen. Og så har det bestemt også hjulpet, at Lester var instruktør på satire-programmet The Goon Show, som BBC stod bag i årene 1951 - 60 – ifølge ekstramaterialet var det en af grundene til, at The Beatles accepterede ham som instruktør på deres første film.
Manuskriptforfatter Alun Owen fortæller i ekstramaterialet, at han efter at have været sammen med Beatles tog udgangspunkt i, at de allerede i 1964 var fanger af deres egen succes. Så filmen er helt bogstaveligt bygget op over, hvordan de fire må flygte fra fansne og pressen efter hver optræden. Men de gør det med stor appetit på livet, må man sige. Alun Owen skrev et manuskript der på samme tid fangede tidens beatlemani og (kommende) Ungdomsoprør og samtidig lod hvert af medlemmerne af bandet få deres egne små sidehistorier der føjede sig til fortællingen om de fire personligheder. Man lægger især mærke til George Harrisons forvilden sig ind på et trendsættende marketingsbureau – der efterfølgende må tage deres trendsetting op til revision. Og man lægger mærke til Ringo Stars forsøg på at realisere sig selv ude i virkeligheden, nu hvor han er så grim med den næse og ikke respekteres af de andre, og hvor galt det går.
I øvrigt er det et utrolig velfungerende generationsopgørs-fortælleelement at Alun Owen har placeret en gammel mand midt iblandt The Beatles. Første scene udspiller sig i en togkupé hvor den gamle sidder iblandt dem. Lennon spørger hvem han er, og Paul svarer at det er hans bedstefar, altså den anden bedstefar (?!) – men at han er meget ren. Ordspillet går selvfølgelig på, at den gamle ikke er en ´dirty old man´. Den gamle, rene mand må stå for skud for mange af Beatles´ one-liners resten af filmen – og uskyldig er den gamle ikke, selvom han er ren!
Og så er der naturligvis sangene. Sange der stort set alle i dag er klassikere er med i og skrevet til filmen. Noget af en bedrift. Sammenhæng mellem titler som ”And I Love Her”, ”Can´t Buy Me love”, ”Tell Me Why” og handlingen i filmen er der ikke. Og det fungerer faktisk vældig godt. En traditionel (rock)musical er ”A Hard Day´s Night” heldigvis ikke – og bliver det heller aldrig.
The Beatles var ikke skuespillere, men de har åbenlyst fundet sig tilrette i et univers af one-liners, som de både kan huske og lægge krop til og et mediecirkus som de på det tidspunkt både kunne boltre sig i og lave gas med. Så uanset hvor iscenesat det hele er, føler man at man trods alt og netop derfor kommer tæt på det bedste ved den geniale gruppe.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
