Skriv en kommentar
A Late Quartet kunne umiddelbart ligne et lidt støvet stykke for midaldrende elskere af klassisk musik, men viser sig at have masser af liv, blod og drama bag den velpudsede facade.
Den succesfulde strygerkvartet skal til at fejre 25 års jubilæum, da lederen Peter (Christopher Walken) bliver diagnosticeret med parkinsons, og må forlade kvartetten. Robert (Philip Seymour Hoffman) spiller anden violin og er gift med Juliette (Catherine Keener), som spiller viola. Den dominerende Daniel (Mark Ivanir) spiller første violin.
Peters sygdom rusker op i kvartettens fasttømrede dynamik, og Robert begynder at opdage, at han egentlig er træt af kun at spille anden violin. Dette gælder også symbolsk i hans ægteskab, hvor han ikke haft bukserne på, og hvor Juliette måske altid har længdes efter den mere mystiske og maskuline Daniel.
I sin frustration laver Robert rav i forholdet til Juliette, som selvfølgelig påvirker det skrøbelige musiske samspil. Sideløbende med dette bliver Juliette og Roberts datter, Alexandra (Imogen Poots), undervist af Daniel i violin - og et par ting udover det.
I begyndelsen af filmen er der en stille magi mellem medlemmerne af kvartetten, som langsomt, som jalousi, konkurrence og frustrationerne vinder frem bliver blæst ud indefra. I stedet for at problemerne virker triste, føles de dybt tiltrængte for alle sammen, og man begynder langsomt og stødt at blive mere og mere underholdt, rørt, overrasket og opstemt, efterhånden som musikernes jernhårde kontrol slippes. Fra det synspunkt er filmens afslutning mindre tilfredsstillende, men i desto mindre rørende.
Philip Seymour Hoffman er filmens emotionelle anker, og ens sympati ligger for det meste hos ham. På trods af især Juliette og Daniels ret kolde opførsel, forstår man at kunsten for det meste er kommet før mennesker i kvartetten, hvilket man accepterer takket være mesterligt skuespil fra især Catherine Keener. Imogen Poots er gået fra at være pige til kvinde siden jeg så hende sidst, og ligner bemærkelsesværdigt en ung Kate Winslet. Hun er underskøn og fuld af liv.
Filmen opretholder en stemning af smerte og fortrydelse sammen med en let og smuk tro på at kunstens skønhed ligger i nuet, og at alt andet er ligegyldigt. Som en ode til kunstens, partnerskabets og ægteskabets styrke har A Late Quartet et uanstrengt og mesterligt øje for kunstnerens kærlighed og smerte.
