Accept: Restless and Live

Det er ikke helt nemt at filme en rock-koncert, så det giver mening for en beskuer, der sidder mageligt henslængt i sin sofa. Accept spiller heavy-rock af den tungeste slags, hvor det i lige så høj grad handler om at skråle og headbange med. Det kan være svært derhjemme – hvor lydstyrken måske heller ikke helt kan nå op på, hvad man ellers kan opleve på en aften i selskab med de tyske veteraner.

Der er ikke så mange dikkedarer her. Accept går på og leverer 107 minutters effektiv og koncentreret tungrock fra Bang Your Head-festivalen i Balingen i Tyskland i 2015.

Der er ikke plads til stille ballader eller rundkreds-dybsindighed. Med guitaristen Wolf Hoffmann i front er der lagt op til en rundtur og opvisning i de tungeste og sejeste grund-riffs, som det kan være svært at sidde helt stille til. Der er heller ikke plads til at fortælle historier eller anden form for direkte publikumskontakt. Accept leverer den solide lyd, der har været gruppens varemærke i mere end 40 år. Hvad er det så, der giver mening i denne liveoptagelse? Det er først og fremmest at sætte billeder på energien, hvilket både kan være en styrke og en svaghed.

En styrke, fordi det viser, hvor velkoreograferet gruppens optræden i grunden er og en svaghed, fordi billedsiden netop ikke overlader meget til fantasien, selv om man ikke selv har stået på smatten foran scenen. Jeg lytter selv heavy-rock, f.eks. Accept, når jeg gør rent – eller går til tandlægen for netop at danne mine egne billeder. I sidste tilfælde også for at overdøve boret …



Billederne understreger helt bestemt også i hvor høj grad musikgenren er attitude, attitude og atter attitude. Ikke et ondt ord om det. Blot en konstatering, der kan forklare, hvorfor energien først og fremmest og taler til i forvejen indviede fans. Derudover signalerer sangtitler som ”Stampede”,”Restless and Wild”, ”Shadow Soldiers”, ”Teutonic Terror” og ”Balls To The Wall” en speciel symbolik og et dystert tekstunivers, der taler til både yngre og mere modne drengerøve. Og så er der alligevel samtidig en glimrende tekst om krigens meningsløshed i nummeret ”Stalingrad”, der sætter spørgsmålstegn ved hvem det i grunden var, der kunne trække sig ud af belejringen som sejrherrer.

Skal man sætte en kritisk finger på filmningen af koncerten, så må den absolut sættes på klipning og kameraføring. Der er tit og ofte undervejs skift mellem kamerapositioner, der ikke følger flowet i musikken, f.eks. en guitarsolo. Det medfører, at flere numre står tilbage uden at få understrege det drive, som musikken udtrykker. Efterhånden som koncerten skrider frem og mørket falder på, bliver der rettet en smule og det sidste ekstranummer ”Balls To The Wall” står endnu en gang som en naturlig kulmination på en ’tung’ aften.

Info: Boksen rummer en BluRay-skive med 18 numre, mens de medfølgende CD'er rummer i alt 27 numre.