Skriv en kommentar
KØB SOUNDTRACKET HER
Spillefilmen Aeon Flux der netop er ved at blive taget af plakaten i de danske biografer og har den dejlige kamæleon Charlize Theron i titelrollen, bygger på en tegnefilm der i bedste manga-stil har gået sin sejrsgang på de blankbonede gulve hos MTV. Trods min udprægede hang til sci-fi genren er det dog foreløbigt lykkedes mig at gå glip af Charlize T. svinge strålepistolerne i sit stramme sorte outfit. Så indtil DVD premieren er jeg henvist til at fornøje mig med nærværende soundtrack.
Men en blandet fornøjelse er det. For endnu engang står man med et stykke musik der lyder som om det mangler noget. Noget som prikken uden i’et, rosinen uden pølseenden, tegneserien uden tegninger. Kort sagt er det et soundtrack der mangler sin film.
Nu er det ikke første gang at komponisten Graeme Revell prøver kræfter med bl.a. science fiction filmen. I 2004 leverede han det til lejligheden effektive soundtrack til The Chronicles Of Riddick som stadig står i min cd-samling og før den, film som Red Planet, Tomb Raider, Daredevil, The Crow, tv-serien Dune og mange flere. Senest har han leveret den fede stemning i Sin City!
På soundtracket til Aeon Flux bruger Ravell ganske vist det sædvanlige The Hollywood Studio Symphony orchestra, men blander det i den grad op med synthesizere, technorytmer, samplede japanske Kodo-trommer og almen slagtøj, sammen med en gennemgående østerlandsk melankoli som den Eric Serra skabte til Leon og Det 5 Element (1994 + 97) og Hans Zimmer til Gladiator (2000) Hen over det hele drysser han så lejlighedsvis lyden af et ensomt piano man kunne forestille sig repræsenterede en heltinde med fremmedgjorthedsproblemer. Så trods det evindelige symfoniorkester, bliver slutresultatet et næsten spændende, moderne og kosmopolitisk klangbillede.
Nu skal det dog ikke nægtes at jeg måske har en tendens til at være en smule for tilgivende, når et soundtrack sætter sig ud over den klassiske symfoniske musik der i bedste John (Star Wars) Williams stil, som oftest blot er et tynd gang suppe, kogt på de store klassiske mestre som Beethoven, Ravel, Stravinsky osv. osv. samt det allestedsnærværende Carmina Burana af Carl Orff.
Aeon Flux er lyden af Jean Michael Jarre der møder Eric Serra (Luc Bessons hofkomponist) på en østerlandsk basar og udveksler erfaringer, hvoraf de alt for få rendyrkede slagtøjssektioner er cd’ens ubestridte højdepunkter. Men trods den fine tilgang og enkelte helstøbte numre der faktisk godt kan tåle at stå alene, er det stadig lyden af en film uden billeder der næppe vil blive spillet mere end måske lige en enkelt gang til i dette hus. Tre stjerner som opmuntring til Graeme Ravell om at fortsætte og udvikle det spændende spor han er påbegyndt.
CDen er venligst stillet til rådighed af
Danacord Records.
