Skriv en kommentar
Denne film har tre pejlepunkter, den modne nonne Caterina (Margherita Buy), der nu efter fem års uddannelse, står for at skulle af aflægge sit endelige nonneløfte. Tilfældet sker at hun i en park får overrakt et spædbarn indsvøbt i en sweater af en atypisk kondiløber med cigaret i munden. Han løber hastigt videre. Barnet bliver anbragt på en plejeafdeling på det lokale hospital. Men Caterina føler sig tilskyndet til at finde frem til barnets mor. Sweateren som hun har beholdt, har et renseri mærkat, og det leder hende frem til det andet pejlepunkt, til Ernesto, der er ejer af renseriet. Ernesto (Silvio Orlando) der er et lettere disillusioneret middelalderligt produkt, af et følelsesliv der ligger på lavvande, beslutter sig at hjælpe Caterina, efter at hun forgæves men standhaftigt har frekventeret forretning optil flere gange. Et venskab bygges langsomt op imellem dem, på forunderligvis, idet de begge virker som hinandens modsætning. Sweateren tilhører den unge Teresa (Carolina Freschi), som er det tredie punkt i fortællingen. Hun er netop vendt tilbage til byen, og leder efter en overnatnings mulighed. Hun møder ex´en, hvor hun ved han holder til, og tager med ham hjem. Deres forhold synes at flamme op på ny, han har ventet på at hun skulle komme tilbage.
Caterina og Ernesto´s forhold bliver langsomt mere følelsesladigt, og Caterina er i dyb tvivl omkring hendes fremtid og nonneløftet. Spædbarnet på plejeafdelingen har vakt ukendte moderinstikter i hende, og hendes standhaftighed svækkes langsomt og følelserne begynder at blusse op. Sporet efter Teresa bliver tydeligere, og da de tilsidst finder hende, samles trådene. Deres mission synes at vække svar om fremtiden.
En fremragende italiensk spillefilm om livet at være anderledes, uden at være mærkelig. Alle tre personer er på usikker grund, med en utydelig fremtid, og i miljøer, hvor de ligesom træder udenfor. Den er befriet for overdramatur, men virker let og imødekommende. Margherita Buy der spiller Caterina, gør det med en følt elegance, og modtog også en italiensk filmpris for rollen. Ernesto spillet af Silvio Orlando er en sjov type stillet op ved siden af Caterina, men det fungerer, og er også et billede på virkelighedens tilfældigheder. Instruktøren Giuseppe Piccioni, fører en sublim billeddialog, hele filmen igennem, og skildrer de forskellige liv med stor forståelse. Det er en særdeles anbefalelsesværdig film, den udstråler en ro og sikkerhed, og er tankevækkende. En rigtig efterårsfilm.
