Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvis de tjener penge på det, hvorfor i alverden skulle de så stoppe? Disney fortsætter deres triumferende plan om, at omdanne en lang række af deres klassiske spillefilm til live-action film. Der var måske ikke meget live-action over “Løvernes Konge” og reelt set er næsten allesammen næsten fuldt animerede bortset fra menneskene, men det er ligegyldige detaljer i denne sammenhæng. Opskriften virker. Selv en anerkendt instruktør som Guy Ritchie, må nu erkende at hans absolut største økonomiske hit, er den film, der er mindst hans. Disney hiver nemlig spandevis af store instruktører ind til disse produktioner - Tim Burton, Kenneth Brannagh og nu sørme også Guy Ritchie. Manden der gav os “Snatch” og “Lock, Stock and two smoking Barrels” har skulle omdanne sit britiske street smart til den klassiske fortælling om den blå lampeånd. Sjældent har hans stil været mere anonym, og hans navn fungerer nok hovedsageligt som trækplaster, for det her er en producers film. Alt er planlagt på forhånd, og virker koldt og kynisk fra start til slut. Intet af varmen fra originalen er bevaret. Disney er dog nok ligeglade, for pengene ruller ind.
Hvordan er “Aladdin” anno 2019 så? Historien er den samme - en tyv finder en magisk lampe, får tre ønsker, forelsker sig i en prinsesse men en ond fyr står i vejen for lykken. Filmen er dog næsten 40 minutter længere end originalen, og de bliver brugt på flere baggrundshistorier, sideplots og lapning af løse ender. Med andre ord - fyld. Alle disse ting var trimmet godt ned i Disneys klassiske tegnefilm, og med et højt tempo og fokus på kernen i historien endte det som en vellykket film. Jeg skal være den første til, at erkende, at jeg finder originalen overvurderet. Ikke desto mindre er denne version mere skuffende, da der netop er plads til forbedringer i historien. At gøre filmen mere langtrukken, er dog ikke en god ide. Det er heller ikke en god ide, at erstatte en legendarisk præstation af Robin Williams med en afdanket Will Smith. Selvom det fungerer bedre end forventet, er der en kæmpe kvalitativ forskel mellem de to. Den eneste forbedring er den førhen kedelige prinsesse Jasmin, der nu er blevet en selvstændig og stærk kvinde. Det er også oppe i tiden, og den historie lander lige præcis, som den skal. Naomi Scott der spiller hende er også filmens højdepunkt, og jeg glæder mig til at se hende i mere. Mean Massoud som Aladdin har jeg dog allerede glemt igen.
Er den så værd at se? Hvis du læser denne anmeldelse, er chancen for at du allerede har set filmen, eller i hvert fald overvejer det, og så er svaret “ja”. Nysgerrigheden skal da stilles, og der er ting at holde af. Man skal bare ikke forvente at hverken grine eller græde. Musikken er tam i denne omgang, men der er da et par velfungerende spændingsscener og lidt spas gemt i den udstrakte historie. Ser du den ikke med børn, kan du med fordel se den med fjernbetjeningen i hånden. Du går ikke glip af det store ved at spole engang imellem - det gør det endda til en bedre film. Hvis Disney selv havde skåret en halv times tid af, så havde den muligvis nærmet sig originalens kvalitet. Og med en markant sjovere fyr end Will Smith i rollen som lampeånden, havde den måske endda overgået den. Som det er nu, er det et fejlskud, der måske er superflot lavet, men alligevel er svær at holde koncentrationen om.
Både billede og lyd på denne udgivelse får to tommelfingre op imens ekstramaterialet får en enkelt ned. Det er simpelthen ikke godt nok med de overfladiske featuretter, og resten er ikke engang værd at nævne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.
