Alfie er den ægte Dario – den ene kvinde efter den anden falder i hans klør. De forelsker sig gerne i ham og han forsvinder så snart det bliver for seriøst.
Alfie bor på Manhatten, arbejder i et limosine firma og bruger sin fritid på at jagte damer.
Da hans bedste ven og vennens kæreste har problemer, træder Alfie til med en hjælpende hånd. Det ender med en hed nat og graviditet og får Alfie øjnene op for hvad der sker omkring ham.
Han forelsker sig, men bliver vraget til fordel for en yngre model, så nu er tiden er kommet til at han skal gøre sin fortid op og bearbejde hans samvittighed.
Alfie er en sød film, som de fleste hunkøn nok vil elske – ikke blot fordi det er sød historie, men også fordi lækre Jude Law pryder skærmen.
Men kan en sød historie også holde på seeren? I bund og grund synes jeg filmen er lidt rodet og føler ligesom ikke der er nogen dybere mening – måske er det muligt at blive immun overfor den slags film om kærlighed og om at finde det bedste i folk.
Alfie spilles af Jude Law og han gør det som en rigtig engelsk storcharmør. Han har selskab af Jane Krakowski (Dorie), Marisa Tomei (Julie), Susan Sarandon (Liz) og andre talentfulde skuespillere. Skuespillet virker meget overbevisende og troværdigt. Jude Laws drengende udseende gør ham ideel som typisk trussetyv.
Alfie er instrueret af Charles Shyer, hvis ’største’ film næsten må være ’Forældrefælden’ fra 1998.
Bonusmaterialet er fyldt med masser af sammenligninger af den nye og gamle udgave af filmen, og har det ’obligatoriske’ med bag om filmen og kommentarspor. Ikke noget vildt al’a LOTR extended bonusmateriale, så det får 3 stjerner.
Filmen er genindspilning af Alfie der blev lavet i 1966 med Michael Caine i hovedrollen. Der er et par få ændringer, men vist kun til det bedre.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.