Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Man kan vælge at anmelde denne boks ud fra, hvilken eller hvilke af filmene man selv mener er den eller de bedste. Det skal bestræbe mig på at undgå og i stedet sætte fokus på, hvordan samme fortælling og univers kan udlægges så forskelligt – og hvordan det filmiske udtryk derfor også må være vidt forskelligt.
Jeg husker med stor fornøjelse, hvordan jeg i efteråret 1979 havde sat mig godt til rette i Imperials magelige biografsæder for at se ”Alien – Den 8. passager”. Udsigten til gyset, der handlingsmæssigt var placeret langt, langt væk i verdensrummet var blandet dels nysgerrigheden om, hvordan H. R. Gigers fornemme artwork fra filmens forarbejde var blevet omsat til levende billeder – og dels den der frydefuldt kildrende skræk for, hvad der lå forude i de næste par timer.
I dag kan jeg måske nok undre mig en smule over, hvad det i grunden var, der gjorde mig så lettet over igen at træde ud på fortovet i dagslyset uden for biografen. Set med 2014-øjne er den første film i antologien i hvert fald synligt ’mærket’ af tidens tand, hvis man ser på special effects. Samtidig kan jeg dog også glæde mig over at genopleve et snævert setup, forstået som de snævre gange og rum ombord på det i øvrigt enorme fragt-rumskib Nostromo. Et rumskib, hvor besætningen bliver vækket fra sin hypersøvn af et signal fra planeten LV-426. Et fartøj bliver sendt ned til planeten, hvor udforskningen af de storslåede, mystiske og faretruende omgivelser viser sig at have skæbnesvangre konsekvenser for besætningen, bortset fra Ripley, spillet af Sigorney Weaver. Med andre ord noget, der dengang var så opsigtsvækkende som en kvindelig action-helt, der stod tilbage som den eneste overlevende på Nostromo – bortset altså fra katten Jonesy.
Nu kan man så indskyde den kætterske bemærkning, at menneskedens møde med en fremmed civilisation fra det ydre rum ikke nødvendigvis vil være ensbetydende med menneskehedens undergang. I Alien-filmene bliver den fremmede civilisation til gengæld med håndfast repræsenteret ved et væsen, der ikke just har til sinds at sætte sig til rundbordssamtale med menneskehedens repræsentanter for forhandle sig frem til konsensus om samarbejde og sameksistens. Tværtimod er civilisationen – som det udtrykkes i filmen - den perfekte organisme, der ikke synes belastet af hverken samvittighed, anger eller moral.
Ridley Scott instruerede den første film med glimrende sans for at lade billeder i et sendrægtigt filmtempo bygge op til gyset. James Cameron sad i instruktørstolen til ”Aliens – Det endelige opgør” men var nået frem til et ganske andet filmisk udtryk. Nok bygger filmen videre på figurer og plot, men fortællingen er nu ikke længere udført i klaustrofobiske gys ombord på Nostromo. Næh, planeten LV-426 er nu koloniseret i et forsøg på kommercielt at udnytte det økonomiske og ikke mindst militære potentiale, som nogen mente, at alien-væsenerne udgjorde.
Denne antagelse viser sig selvfølgelig at grusomt forkert. Snart når man frem til, at det er nødvendigt at sende en deling af de mest hårdføre marines – samt selvfølgelig også Ripley – afsted, da man ikke længere modtager signaler og kommunikation fra et udsted tæt på, hvor Ripley landede i den første film. Nu udspiller der sig så en kamp mellem de alt andet lige få marinesoldater og de uhyggeligt mange aliens. En kamp, der ender med, at Ripley endnu en gang lige akkurat kan stå tilbage som overlevende – sammen med den lille pige, der viser sig at kunne holde sig skjult, selv om alle andre omkring hende er blevet udslettet – efter at være brugt i udklækningen af nye aliens. James Cameron har ikke samme sans for stemning og filmisk sendrægtighed som Ridley Scott. Til gengæld er ”Aliens – Det endelig opgør” en storslået og særdeles effektiv actionfilm.
Der er dem, der vil mene, at der derefter ikke burde være lavet flere Alien-film. Jeg er ikke helt enig. I hvert fald er der et stykke ad vejen en tilbagevenden til den første films snævre gange, omend det rå, slidte look på den fængselsplanet, som Ripley lander på, byder på en ny variation af Alien-universet, et skrækindjagende filmisk udtryk, som bærer instruktøren David Finchers fingeraftryk. Filmen blev til under meget besvær og forskellige instruktører måtte give op, før Fincher kom til og gjorde arbejdet færdigt.
Filmens slutscene, hvor Ripley kaster sig i døden i en smeltedigel i erkendelsen af, at hun bærer et Alien-foster i sig, kunne have været afslutningen på historien. Men franskmanden Jean-Pierre Jeunet puster nyt liv i historien ved at lade Ripley genopstå. En gammel blodprøve viser sig at være tilstrækkeligt genetisk materiale til at skabe en klon af hende. Som en moderne tids udlægning af temaet fra Mary Shelleys ”Frankenstein”, en fortælling om videnskabens og måske nok så meget videnskabsmandens bizarre tankespind.
Ripley bliver klonet og havner på et rumskib, befolket af pirater og smuglere. De har erobret et rumskib fyldt med nedfrosne mennesker, som militæret har til hensigt at anvende til at avle flere aliens. En skæbnesvangert forbryderisk tanke, som føres ud i livet uden skyggen af vished for, at man rent faktisk kan tumle monstret. Til alt held kan rumskibets umage samling af skæve eksistenser klare ærterne, så Ripley i slutscenen endelig kan gense planeten jorden.
”Alien Anthology” samler 4 vidt forskellige afsnit i en fortløbende fortælling. De kan ses hver for sig, bevares. Det vil bare ikke give beskueren det samlede perspektiv, den samlede oplevelse. ”Alien 3” og ”Alien – Genopstandelsen” byder måske ikke på den helstøbthed, som de 2 første film repræsenterer, men de er absolut seværdige i deres bidrag til helheden. Og så kan man så vælge at kæde dem sammen med Ridley Scotts tilbagevenden til Alien-universet i ”Prometheus” eller rygterne om, at Sigorney Weaver overvejer en Alien 5. Lige nu foretrækker jeg at se de 4 film som en samlet set velfungerende helhed.
