Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”En episk fortælling om det at blive voksen, der foregår under den seneste istid. En ung dreng får en usædvanlig allieret i form af en ensom ulv. Sammen oplever de utallige farer og har alle odds imod sig i kampen for at overleve i den barske vildmark og finde hjem, inden den dødsensfarlige vinter er over dem.”
Sådan lyder handlingsreferatet på bagsiden af Blu-ray-coveret på Alpha og endnu engang er det lykkedes at sammensætte en let-spiselig og inspirerende tekst til en film, som desværre er langt fra så spændende, som den lyder.
Jeg skal først og fremmest forsøge ikke at lade min mening om Kodi Smit-Mcphee nuancere denne anmeldelse alt for meget, for han var ubestridt den ting, som irriterede mig allermest i The Road (2009). Men i Alpha er han desværre lige så irriterende med hans glatte babyansigt, feminine bevægelser og hans tvivlsomme skuespillertalent. I filmen opfører han sig som en bybo-blondine, der har forvildet sig ind i en jungle – konstant bange og lignende en, som mest har lyst til at tage hjem og spille Fortnite. Men vi befinder os som nævnt lige under den seneste istid for 20.000 år siden, så det er der lange udsigter til.
Smit-Mcphee spiller Keda, som tydeligvis skal bevise sit værd som mand, men allerede i filmens første scene på bøffeljagt, ligner Kepa mere en lille pige der, som er kommet med sin far på jagt, men aldrig kunne gøre en kanin fortræd.
At Keda lidt efter bliver stanget af en bøffel to gange og bagefter falder ned fra en klippe, lander på ryggen og overlever, hjælper bestemt ikke filmen meget. Kepa slår sin fod og må bevæge sig på den lange rejse hjem alene. Altså lige indtil han hjælper en såret ulv og de to indleder et venskab.
Og det er egentlig først her, da Keda falder ned fra klippen og bliver efterladt, at filmen for første gang giver mening og skaber et formål. For kort efter møder han altså ulven, Alpha, og filmen fortæller pludselig en historie om mandsmod, venskab og hvordan dyr og mennesker kan leve i forening.
Det er svært at sætte en finger på, hvor i processen, der er gået mest galt i Alpha. Er det i manuskriptet eller i klipningen? Den første scene i filmen er et flashforward, og når vi når til scenen igen 10 minutter senere, udspiller den sig præcis, som da vi så den første gang – altså et en-til-en genbrug, som både er dovent og fordummende. Derudover er åbningsscenen tydeligvis kun til for at fænge publikum og skabe spænding – for resten af filmen rammer slet ikke den spænding.
Hvilket leder mig videre til klippestillen, som virker rodet. Det er roligt og adstadigt 95% af tiden, men så virker det som om, at filmen har ansat en tv-klipper, som har fået frit lejde til at lave noget popsmart og hurtigt klipning de sidste 5% af tiden. Hvorfor denne forvirrede klippestil?
Anden halvdel af filmen bliver derimod en langtrukken returrejse, hvor klipningen mellem naturskønne snelandskaber med Kepa og ulven og de handlingsbærende scener, gør det hele rigidt og irriterende. Der mangler i den grad variation og det står klarest ved, at stort set alle scener foregår i magic hour, altså ved solnedgang og opgang, og kun fordi det er smukt. Men ved tiende scene ved magic hour, bliver man træt af synet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
