Only in America, plejede min gamle tysklærer at sige, når snakken faldt på uenstemmige forhold, der alligevel eksisterede side om side. Forhold, der enten grundet deres ekstreme natur, fjollede væsen eller ukonventionelle facon, altså ikke kunne finde sted andre steder end i USA. Kontinentet, der var puritanismens fødeland, men er i dag en af verdens førende pornoproducenter. Landet, som forfægter grundlæggende menneskerettigheder, men praktiserer dødsstraf i visse stater. Nationen, der promoverer sig som fredelskende, men som alligevel fører krig.
Kun et sådant land kan udklække en film som American Virgin.
Priscilla White (Jenna Dewan-Tatum, Channing Tatums kone) er selveste inkarnationen af et vaskeægte dydsmønster. Allerede fra barnsben får hun indprentet af sine troende, kyske forældre, der øjensynligt selv har levet med et kyskhedsbælte stramt bundet rundt om underlivet, at førægteskabelig sex er vetoet, og at alene efter-ægteskabelige udskejelser er tilladte. Men selv denne respekterede udgave af det intime samliv er censureret for sexlivets mere eksperimenterende initiativer. Missionærstillingen for de missionære kristne, fristes man til at sige.
Priscilla sværger altså til et liv med ingen sex, stoffer eller sjov generelt, men da hun kommer på college, viser dette afholdenhedsløfte sig at komme i clinch med collegelivets frisindede feststemning, anført af Priscillas vilde og rebelske roommate Naz (Brianne Davis). Til en våd fest får uskylden Priscilla stukket et glas vodka forklædt som dessert i hånden, og snart transformerer promillerne Priscilla til en party-uartig pige, der både headbanger, stripper og skejer ud, som var der ingen dag i morgen.
Desværre vågner hun dagen efter op til kraftige moralske tømmermænd. Iført en skør t-shirt, hvorpå der står, at ASS IS THE NEW VAGINA, sniger hun sig tilbage til sit kollegieværelse, alt imens omkringstående lystigt råber walk of shame efter hende. Med til festen var også tv-stjernen, Ed Curtzman (Rob Schneider), der tjener penge og opnår coolnessfaktor på hitprogrammet, Chicks Go Crazy (ja, det er en ilde skjult pendant til kultshowet, Girls Gone Wild). Han har fanget en topløs Priscilla dansende på et bord, og nu bryder helvedet løs.
Priscillas ære og collegelegat skal sikres, så ledsaget af en flok venner går opdagelsesjagten efter Curtzman i gang med alt, hvad det indebærer af bare bryster, lesbiske kys og lyssky affærer.
Can´t hurry love
En film for alle, der kunne lide American Pie er American Virgins salgspitch, og selvom humoren er ligeså diiirty i denne film som i forbilledet og kulissen for begges vedkommende er hensat til collegelivets ustyrlige dage, er det altså et lige lovligt ulovligt sammenligningsgrundlag. Filmen er hele vejen igennem forudsigeligheden selv, men på trods af, at man som seer konstant er adskillige scener forud, er det alligevel en tilpas morsom og charmerende forudsigelighedstrip.
Rob Schneider har et gummiansigt, der er skabt til komiske udskejelser, og afhængigt om man elsker eller hader ham (denne anmelder hører til den første kategori) vil man også enten smågrine af hans evigt klodsede humor eller græmme sig over hans slaskede mimik tilsat plat, plat humor.
Skuespillet vinder ingen priser (måske en Razzie eller to), ligesom manuskriptet skifter mellem lidt bævl og mere bavl. Disse anatomiske fejl forsøges dog opvejet af bare babser, I´m a dirty slut-udtalelser og beskidt sprogbrug. Til gengæld er meget af det virkelig festligt. Onani bliver fx kaldt DJ-aktion, en dildo får tilnavnet Vlad Spidderen og et jomfrueligt bandeord lyder i retning af puppy poop.
Den moralske sømmelighed har veget pladsen for den morsomme uanstændighed, som det sig hør og bør i en ungdomskomedie. Nej, det er ikke mensa-værdigt filmmateriale. Men det er heller ikke Paradise-Amalie. Det er ikke perfekt. Ikke engang tæt på. Men når det er sjovt, griner man faktisk. Og når det ikke er det … græder man heller ikke. Man glemmer bare at være så højtidelig og husker, at det nogle gange er ganske forløsende at være i selskab med folk, der råber show me your tits.