Skriv en kommentar
Ammonite beskriver det romantiske forhold mellem den britiske palæontolog Mary Anning (Kate Winslet) og en ung gift kvinde fra det bedre borgerskab, Charlotte Murchison (Saoirse Ronan), som måske, måske ikke fandt sted i virkeligheden. Sandheden er, at kvinders liv før det 20. århundrede ofte er blevet udvisket og fjernet fra historiebøgerne, og den udviskning bliver ikke mindre udtalt, når det drejer sig om queer forhold. Sandheden kan være lige så svær at grave frem som de fossiler, Mary Anning tilbringer det meste af sit liv på at finde på stranden i Dorset.
Ammonite er nu heller ikke nogen dokumentar, men en fiktiv skildring af en tid og nogle menneskers liv. Og de dilemmaer vores to hovedpersoner møder i tilværelsen - den tiltrækning de føler for hinanden, den smerte de begge bærer med sig fra fortiden, og den frihed de finder i hinandens arme - er der intet falsk over.
Det er dejligt at opleve Kate Winslet tilbage på filmlærredet. Hun er stadig fremragende til at formidle følelser og alt det usagte i et flygtigt blik eller et næsten uanseligt træk i overlæben. Mary Anning er en fåmælt kvinde, men tankerne vælter rundt i hovedet på hende. Alt og alle bliver analyseret. Der er ingen tvivl om, at hun er videnskabskvinde.
Da Charlotte Murchison første gang træder ind i Mary Annings lille butik med fossiler til turister, er hun en svækket kvinde, der holder sig i baggrunden af sin frembrusende mand. Hun er ramt af melankoli og har fået ordineret frisk havluft af lægen, som det så ofte skete i 1800-tallets England. Mary Anning bliver hendes modvillige værge, men de to fortabte kvinder vil vise sig at finde fodfæste hos hinanden. Deres passive liv vækkes til live af hinandens selskab.
Ammonite drejer sig i høj grad om alt det, der ikke bliver sagt. Det er minimalistisk historiefortælling med et lille persongalleri, få lokationer og få armbevægelser. Vi bevæger os i det stille og overvældes af bølgernes brusende larm, hver gang Mary eller Charlotte nærmer sig det utæmmelige hav. Havet har altid været en god metafor for frihed og følelser.
Alligevel er der noget distanceret over romancen mellem Mary og Charlotte. Det er svært at lade sig rive med af forholdet mellem de to. Så meget forbliver usagt, at det er lige før, man springer forbindelsen mellem de to kvinder over. Så meget undertrykkes, at publikum efterlades på overfladen og uden værktøjer til at grave i dybden med. Det er synd, for Marys liv ved kysten bliver smukt etableret, og det er let at blive forført af denne sammenbidte kvinde. Vi ved mindre om Charlotte, og det er måske en del af problemet. Francis Lee er en dygtig instruktør, som kan fortælle historier i billeder og uden overflødige replikker. Den usentimentale filmkunst risikerer dog at skabe afstand til publikum, som passer dårligt overens med romantisk historiefortælling.
Som historisk kvindeportræt er Ammonite en medrivende oplevelse. Kate Winslet skriver romaner med sine skarpe blikke, og Francis Lee har instrueret en smuk og stilistisk gribende film, men som romantisk drama savner det centrale forhold lidenskab – også i de eksplicitte intime scener.
