Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En glemt filmskat?
I Rocky Mountains ligger den lille by Angels Crest. Her bor den unge far, Ethan (Thomas Dekker – skuespilleren, ikke cykelrytteren), som forsøger at give sin treårige søn, Nate, den bedste opdragelse. Nates mor, Cindy (Lynn Collins), er alkoholisk og ikke til meget hjælp, så ansvaret ligger udelukkende på Ethans skulder. På en snefuld dag vælger Ethan, at tage Nate med op i bjergene, og efterlader ham i bilen for at udforske terrænet. Da Ethan vender tilbage til bilen, er Nate forsvundet.
Idet Angels Crest er fra 2011 og den først kommer direkte på DVD i Danmark i 2014, fortæller allerede en historie i sig selv. Angels Crest er hverken den glemte filmskat eller 2011’s oversete overraskelse, og at filmen tæller et par mindre prominente navne som Jeremy Piven og Mira Sorvino, skal man ikke tage fejl af. Det er en tav affære med et ufokuseret præmis.
Handler om alt for mange
For filmen begynder egentligt lovende i sit adstadige tempo og sin nysgerrige stil. Nate bliver væk og følelserne i den sovende by kommer op til overfladen og man føler, der ligger meget mere gemt end det umiddelbare. Men netop som man tror, at filmen kommer til at handle om Nates forsvinden, skifter den præmis (hvis der overhovedet var et). Nate var bare en igangsætter og filmen handler i virkeligheden om de forskellige personer i Angels Crest.
Den handler om Ethan og hans skyldfølelse over at have mistet det eneste, han havde ansvaret for. Den handler om Cindys skyldfølelse omkring aldrig at have taget ansvar for søn. Den handler om Rusty (Joseph Morgan), som føler sig skyldig over sin affære med Cindy, imens Nate forsvandt. Den handler om advokaten Jack (Jeremy Piven), som ligeledes har mistet en søn, som vælger at føre sagen omkring for staten mod Ethans uforsvarlighed. Den handler om restaurantejeren Angie (Mira Sorvino) og om Ethans lesbiske veninde Jane (Elizabeth McGovern) – af en eller anden grund.
Hvor skal vi hen, du?
Angels Crest føles som en bysymfoni, hvor musikken spiller falsk og usammenhængende. Der er alt for mange underudviklet sidehistorier og karakterer. Filmen springer ofte abrupt mærkeligt rundt mellem de forskellige personer uden sammenhæng. Det er svært at pege på, om den decideret er dårligt klippet eller om der bevidst udelades essentiel information. Men det største problem er, at man halvvejs igennem filmen, overhovedet ikke aner hvor den vil hen!
Det er som at komme tilfældigvis gående forbi en vuggestue og kigge ind gennem vinduet til 8 tudende børn. Man kan se de alle sammen græder, men man forstår ikke helt hvorfor og deler desværre ikke deres sorger.
Filmen efterlader også en masse spørgsmål ubesvaret. Hvorfor efterlader Ethan egentlig sin søn i bilen i 20 minutter? Hvorfor tager han ham ikke med sig? Hvorfor tager et eftersøgningshold hjem om natten, når en treårig er forsvundet? Ville man virkelig anholde en far på sin søns begravelsesdag? Hvorfor fører politibetjenten Ethan forbi en børnehave på vej til politistationen? Hvor lang tid er der tilbage af filmen?
Det er den engelske instruktør Gaby Dellals anden spillefilm efter On a Clear Day (2005). Som bonus kunne du lige tjekke hendes billede ud på IMDb: det fortæller vist også en historie…
Filmen er venligst stillet til rådighed af Koch Media
