Skriv en kommentar
Som skuespillerinde, er Sarah Polley formentlig mest kendt som den kønne blondine Ana i Zack Snyders ”Dawn of The Dead” remake fra 2004. Dog viser hun sig med den imponerende instruktørdebut ”Away From Her” at have et enormt potentiale, som langt overstiger hendes skuespillertalent.
Fiona (Julie Christie) og Grant Anderson (Gordon Pinsent) er et ægtepar der har været gift i fyrre år og boet tyve år i en afsides men idyllisk hytte langt væk fra alting. Hvad parret gennem en periode har haft tolket som almindelig glemsomhed hos Fiona, nu de alligevel er kommet et godt stykke op i årene, er i stedet Alzheimers. For Fionas bedste, efter at hun har været forsvundet og fundet igen, beslutter parret sig for at en institution er løsningen. Eftersom institutionen lukker af for enhver form for besøg den første månede, sådan at folk kan falde til, er Fiona og Grant for første gang adskilt i en længere periode. Til Grant store skræk har Fiona i sin Alzheimers glemt ham, da han kommer på besøg. Og ikke nok med det, er en anden mand også faldet i hendes smag - hun behandler ham som sin ægtefælde, hvilket naturligvis er hjerteknusende for Grant. Han er dog tvunget til gøre noget drastisk på egen bekostning, for at værne om sin kone og hendes omstændige lykke i livets efterår.
”Away From Her” er et smerteligt portræt af hvordan tidens tand uundgåeligt smuldrer livet, ligemeget hvor stærk kærligheden mellem to mennesker end er. Tilbage sidder Grant desillusioneret over at se hans kone gennem flere årtier forandrer sig - uden at han kan gøre andet end leve i mindet om hvordan Fiona var. Og hvordan han bliver nødt til hjælpe hende, mens hun langsomt mister forbindelsen med virkeligheden og hendes mand. Det er et psykologisk og råt Bergmansk klingende drama, dog med en mere optimistisk tone. Sarah Polley formår at skabe et rungende billede, hvor stille fotografering og et beskedent udtryk formår at sige mere end dialog og mægtige kulisser. Effektarbejdet med Grants erindring af Fiona er simpelt og slet ikke så flashy, som det man ellers ser i flere film. Skuespillerne overlades roligt til billedet og de får i høj grad tid og rum til at leve deres karakterer fuldt ud. Her er der fokus på en god historie med noget på hjertet, ikke udenomssnak med iøjnefaldende virkemidler. Det er en hjerteskærende at se den ellers energiske og evigt ungdommelige Julie Christie prøve kræfter med en sådan personskildring, der råber og skriger efter hjælp, men langsomt forsvinder til skyggen af hvad hun var. Det er dog en overraskende sublim præsentation, der meget vel redder hvad der muligvis kunne have været kedeligt og hult. Imidlertid er filmen fremragende fortalt og godt disponeret.
Man kan sige meget om denne film, men der er nu ikke meget negativt at sige andet end den er en smule tung og som modent drama primært rettet mod et ældre publikum. Ikke dermed sagt at et yngre publikum skal holde sig væk, for der er menneskelige aspekter i denne film, de fleste vil få meget ud af.
Til Sarah Polley er der kun ros og klap på skulderen, det er virkeligt godt gået af en debutant og hun bliver meget interessant at følge fremover.
