Så er den her – efterfølgeren til Bad Boys. Mike (Will Smith, Bad Boys, Wild Wild West) og Marcus (Martin Lawrence, bad boys, National Security) sparker røv på deres egen ligefremme og uhæmmede måde. Kuglerne flyver og ting eksploderer hvor end de kigger hen, og det hele ser godt ud – men hvad med plottet?
Bad Boys 2 følger op hvor 1’eren slap. De to gutter er stadig i narkoafdelingen i Miamis politi, og de har taget hul på en større sag angående indsmugling af ecstasy. Tilsyneladende bliver der indført enorme mængder ecstasypiller ad søvejen på professionel vis, og det har gang på gang vist sig umuligt at fange bagmanden. Hver gang Mike og Marcus kommer i nærheden af et større kup, ender de ud med en sølle mængde piller og en masse døde bad guys, for ikke at tale om smadrede værdigenstande.
Ud over at det ikke ligefrem er succesens store bølge de to helte rider på, begynder der også at gå knas i deres samarbejde. Særligt da Mike under et (ud af mange) skuddramaer kommer til at skyde Marcus i hans… bagende. Marcus overvejer kraftigt at skifte arbejdsplads, mens Mike i øvrigt uvidende om dette har en flirt Kørende med Marcuses søster, Syd (Gabrielle Union, Cradle 2 the Grave, Deliver us from Eva). Jo, der er lagt en række intriger ind i plottet allerede nu, og det bliver endnu mere kompliceret, da Syd faktisk arbejder undercover for FBI på samme sag som de to bad boys, for det falder ikke i god jord da det bliver opdaget.
Bagmanden bag den store ecstasysmugling hedder 'Johnny' Tapia, spillet af Jordi Mollà (Blow), der forsøger at holde sammen på sit Cubanske narkoimperium ved hjælp af den russiske mafia. Også på denne side af loven opstår der løbende stridigheder og intriger, og tilsammen filtres det hele sammen til en hårdkogt gang action og biljagter, og strækker sig vidt ud over Miamis politidistrikt kan man vist roligt sige.
Bad boys 2 er instrueret af Michael Bays der står for så store titler som Pearl Harbor, Armageddon, The Rock og selvfølgelig Bad Boys 1. Denne gang har han kastet sig over en lidt mindre episk hændelse, og det synes at forvirre ham i sin stil. Selvom der er tale om en politihistorie bliver der dog alligevel plads til både Specialstyrker, massive gadekrige, eksplosioner og sågar også en ret politisk ukorrekt biljagt der raserer en hel slumby. Der er lidt for frie tøjler for de to herre, og for lidt konsekvens af de helt afsindige hændelser de står for. Som eksempel kan nævnes, at straffen for at have raseret flere kilometer motorvej (og sikkert slået mange uskyldige ihjel) bliver et noget sølle møgfald fra deres kaptajn (Joe Pantoliano, Daredevil, Bad Boys). Men hey – man ser ikke Bad Boys 2 for at opleve realismen og dramaet. Gør man det vil man blive fælt skuffet, for ingen af delene kan med rette siges at eksistere i filmen. Historien er også som var den slået frem med en terning, men det gør ikke så meget. Bad Boys 2 er underholdning der vil gå godt i spænd med tømmermænd. Holder man af adrenalinsus, fede effekter og drengerøvskommentarer er Bad Boys 2 den rette til jobbet. Der er ganske enkelt ikke sparet på noget, og man oplever flere gange at sidde og gispe efter vejret eller spænde i hele kroppen når det går løs.
Skuespillerpræstationerne er faktisk ganske gode, og den vanskellige timing i punchlines mestres glimrende af både Will og Martin. Selvom de to til tider virker besværet af at skulle spille kærlige overfor hinanden er de ret gode til at svine frem og tilbage mellem sig. Will Smith lever op til den rolle han får, som den seje politimand der kan sit kram. Personligt tror jeg han ville kunne indgå i mange krigsfilm og hæve deres niveau – om ikke andet så for hans bevægelighed og realistiske kampstil. Martin Lawrence, der jo nok må siges at være klovnen af de to, kan jeg simpelthen ikke tage alvorligt. Det er heldigvis heller ikke meningen, og han gør klovnejobbet rigtig godt.
Gabrielle, tja, hun ser godt ud og det lever hun højt på. Om hun kan spile skuespil husker jeg knap, for hendes poseringer i bikini tog helt pusten fra mig. Et eller andet sted virker hendes rolle lidt søgt, og det gør måske også at man føler hun kun er med som blikfang. Jordi bærer på fremragende vis rollen som den hårdkogte narkosmuglende familiemand!? Jo, du læste rigtigt, for mange af hans plotforviklinger spindes ud fra hans kærlige og næsten almindelige families tilstedeværelse under hans brutale kriminelle gerninger, hvilket giver et sjovt twist til historien.
Den endelige dom af Bad Boys 2 skal læses med en action fanatikers øjne. I det tilfælde får den 3 små stjerner. Var man mere kritisk ville man nok have ladet det trække ned at der fx pludselig figurerer et totalt uafhængigt SWAT team i Miamis politi, der gør hvad der passer dem (og tager Mike og Marcus med sig). Til det måtte jeg bare stoppe op og sige ”Hvad????”. Var man mere dannet i film end undertegnede, ville Bad Boys 2 nok ikke score mere end 2 stjerner. Jeg holder mig nu til de 3 og min pose med popcorn…