Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Holly leger på gaden eller læser lektier. Kit arbejder som skraldemand. Holly mistede sin mor som lille, og hendes far gemte bryllupskagen i fryseren i ti år. På sin rute møder Kit Holly.
I Terrence Malicks debutfilm ”Badlands” fra 1973 er dette møde ikke starten på en hæsblæsende romance med ups and downs. Der er tværtimod tale om en rolig, fremadskridende deroute mod grænselandet, hvor politibetjentene venter med håndjern.
Kit har nemlig altid gerne ville være kriminel og Holly synes, han ligner James Dean. Sammen tager de flugten, efter Kit har skudt Hollys far, da han måske havde noget imod deres forhold. De mange stop i løbet af parrets flugt har det til fælles, at de alle er elementer af udørk, af civilisationens grænseland: hulen i skoven hvor Kit og Holly i ren Robinsonade-tosomhed opbygger et forsvar mod efterfølgere; huset ude på den nøgne mark; Badlands med de store, åbne vidder; den lange, støvede vej; og endelig The Great Plains ved Montanas bjerge hvor filmen og parrets flugt tager sit endeligt. Alle veje nedskyder Kit de mænd, som kommer i vejen. Eneste undtagelse er i rigmandsvillaen hvor Kits skjulte, borgerlige stræben skåner den velhavende husejer.
Man kan dvæle ved Badlands som et gennemført stykke Americana fyldt med alle de rigtige symboler: det lysende olieraffinaderi i natten, de lange, lige veje, verandaerne og den blanke cadillac. Man kan dvæle ved Badlands som et generationsportræt, hvor man iagttager to fremmedgjorte og utilpassede unge, som på hver deres skæve facon krænger et oprør af sig. Og så kan man dvæle ved Badlands som den genrefilm, filmen også er. Ligesom Malicks seneste film The Thin Red Line fra 1998 var en atypisk krigsfilm, er Badlands en langt fra traditionel road movie. Nok kan Kit og Hollys rejse ses, i stil med så mange andre rejser i road movies, som et tegn på deres rodløshed, men Badlands adskiller sig ved sin markante mangel på årsags-forklaringer. Der søges på intet tidspunkt fra Malicks side at udlægge for publikum, hvad der er på færde – og det er filmens egentlige styrke. Vi skal ikke have at vide, hvad Holly ser i Kit. Måske er det bare, fordi han ligner James Dean; måske er det blot ideen om at komme sammen med nogen, der tiltrak hende. På samme måde skal vi ikke have at vide, hvorfor Kit reagerer, som han gør. Hvorfor skyder han disse mennesker, som vel ikke fortjener at dø?
Spørgsmålene får i udstrakt grad lov til at hvirvle rundt i luften. Og det æteriske er en gennemgående følelse ved filmen, som med primært to fortælletekniske virkemidler fastholder distancen til beskueren. Det drejer sig om Hollys voice-over, som er den egentlige beretterstemme. Hun fortæller historien uden lidenskab og til tider med tøven i stemmen. Husker hun nu også ret? I The Thin Red Line gjorde Malick ligeledes megen brug af voice-over, men hvor krigsfilmens tale smagte af poesi, er voice-over’eren i Badlands spontan og diffus. Holly taler nærmest i en døs. På billedsiden distanceres ved brugen af stærke, dvælende montager: ildebranden i Hollys barndomshjem; nærbilleder af naturen i form af biller, træer og blade; de gamle fotografier. De to virkemidler, suppleret af et gennemgående musiktema (et stykke af Satie & Carl Orff’ Musica Poetica), bevirker en slags film ved siden af filmen, eller måske rettere form ved siden af fortællingen. Malick slipper den egentlig narration og lader filmkunsten sige, hvad der skal siges.
Klichéen om at al ting bunder i den gode historie gøres til skamme. Badlands er ikke nogen god historie, til gengæld har den masser af fantastisk form.
Ekstramateriale:
Ikke nogen prangende omgang desværre. Et enkelt, retrospektivt program (23 minutter) om filmen er det dog blevet til. I programmet medvirker den pressesky instruktør (selvfølgelig) ikke, men i stedet får vi til tider interessante kommentarer serveret af skuespillerne Sissy Spacek og Martin Sheen og af produktionsdesigneren Jack Fisk og den assisterende klipper Billy Weber. Programmet har det dog med, som den slags programmer jo ofte har, at kamme over i for megen rygklapperi og PR-arbejde. Derudover er der kun den gamle trailer at muntre sig med på skiven. Det er meget, meget ærgeligt, at man ikke har kunnet overtale den refleksive instruktør til at levere er kommentarspor til filmen. Der gives to stjerner til ekstra materialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
