Skriv en kommentar
Efter femten år med kæresten, Duncan (Chris O’Dowd), har Annie (Rose Byrne) efterhånden vænnet sig til at være hans andenprioritet. Forholdets tredje medlem, rockmusikeren, Tucker Crowe (Ethan Hawke), udgav ét album – Juliet – i 90erne, og omverdenen har hverken set eller hørt fra ham siden, heller ikke Duncan, Tucker Crowes største fan.
Men i sin nørdede kælder dedikerer Duncan alligevel alle sine fritimer til at opdatere sin Crowe-hjemmeside og diskutere konspirationsteorier med den beskedne, men passionerede, fanskare (har Tucker Crowe mon et hemmeligt barn i den svenske kongefamilie?). Da en ufærdig, akustisk version af Crowe’s album, kaldet Juliet, Naked, havner i deres postkasse, skriver Annie trodsigt en negativ anmeldelse på Duncans hjemmeside, og hører tilbage fra ingen ringere end Tucker Crowe selv, hvis liv viser sig meget mindre fantastisk og meget mere kaotisk, end Duncan og hans nørder har gættet.
Annie, der heller ikke finder nogen tilfredsstillelse i sit job på det lokale museum, skriver tilbage til Tucker, og viser sig at være præcis hvad Tucker mangler i sit liv og vice versa. Snarts udvikler deres mail-korrespondance sig til mere.
Bare Juliet er den seneste film baseret på en bog af Nick Hornby, og den bærer mange af de sammen karakteristika som forgængerne (High Fidelity (2000), About A Boy (2002)…), blandt andet den diskrete, men gennemgående humor, der sjældent får en til at grine med mavegulvet, men holder en godt smilende hele vejen igennem.
Castingen sidder lige i skabet: Chris O’Dowd, en meget sjov og charmerende mand, der til en bogsignering i London engang gjorde grin med det stumme ’d’ i mit navn, er fantastisk smålig og irriterende, men ikke uden nuancer; ingen betræder linjen mellem prætentiøs og fuck-up bedre end Ethan Hawke, og Rose Byrne stjæler som altid hver scene, hun er i.
Rom-commen er midt i en comeback, og Bare Juliet gør præcis det, en god en af slagsen skal: løfte humøret. Jeg havde ærligt talt lyst til at se den igen, så snart den sluttede.
