Skriv en kommentar
”Barndommens Gade” efter Tove Ditlevsens kendte selvbiografiske forlæg er efterhånden en moderne dansk filmklassiker blandt unge og gamle. Nok mest på grund af Anne Linnets omend endnu mere kendte titelsang, som i sin tid modtog en Robert for bedste musik.
Filmen er fra 1986, og er dermed fra en tid hvor socialrealismen endnu ikke helt var gået af mode. Vi er før dansk film i det hele taget kom på mode og kørte ind i sin anden guldalder med Oscars til Bille August og Gabriel Axel i de sene 80'ere og ikke mindst med Dogme-manifestets totale gennembrud i midten af halvfemserne. Lars von Trier måtte i denne tid stort set boltre sig alene i den internationalt-orienterede danske eksperimenterende film, mens platte komedier og romanfilmatiseringer af Dan Turéll-krimier og store danske klassikere var det foretrukne. ”Barndommens Gade” ligger i samme tråd af denne lange række af romanfilmatiseringer, der kom i 1980'erne, og er nu sendt ud på DVD af Sandrew Metronome. Men her, efter Lars von Triers eksperimenter, Dogme 95, Boes og Fischer Christensens nymodernisme samt dansk films genfundne internationale format, har den dog lidt svært ved at stå distancen.
Man får lyst til at sige, at filmen indimellem skriger banalitet når vi befinder os i 30’ernes sokkelugtende, promiskiøse arbejderkvarter, Vesterbro. En ung Sofie Gråbøl fik gennembrudsrollen som den 14-årige drømmende Ester, der førte til roller i de senere store romanfilmatiseringer ”Pelle Eroberen” og ”Høfeber”. Hun bor sammen med storebroderen Carl og forældrene i en lille lejlighed. Hverdagen er præget af hårdt arbejde og trange kår. Ester må dele værelse med forældrene, selv når faren hver lørdag er oven på moderen og ”pruste som et lokomotiv”. Men Ester har sine drømme og sine digte, og så har hun tre vigtige kvinder i sit liv. Hendes jordbundne, men meget dominerende mor (Vigga Bro), veninden Lisa, som tør alt det, Ester er bange for, og så luderen, frk. Thomsen (Kirsten Lehfeldt), som bringer livsglæde og eventyr ind i en ellers grå hverdag.
”Barndommens Gade” bærer en stor del af sin kvalitet i nostalgien. Både for den nostalgi filmen selv skildrer, og nostalgien i den tidsperiode, den er produceret. En nostalgi der primært skinner igennem på grund af tilstedeværelsen af et par 80-typiske skuespillere som Vigga Bro og Torben Jensen, der har givet den som skurk i utallige film og tv-serier (”Taxa”) men her er glimrende som den lidt fraværende og strenge arbejderfar. Men også den særlige replikføring, der virker særlig naiv og charmrende her over 20 år efter, har en speciel nostalgi over sig, og som synes at være forsvundet i disse år – på godt og ondt. Måske en replikføring der hænger uløseligt sammen med at en instruktør af den gamle skole har stået for personinstruktionen, og med at castet primært består af skuespillere der næsten ikke bruges på film idag, idet de er blevet erstattet af bedre spillere. Kun Gråbøl virker kvalitetsmæssig nutidig i sit insisterende underspil, der glimrende fremagerer angsten, drømmene og længslen efter et andet liv – og ikke mindst kærligheden til ord og digte – som den unge Tove Ditlevsen og mange andre unge gennemlevede – og gennemlever.
Astrid Henning-Jensen virker ikke i stand til at mønstre samme intense kernescener ud af et personligt forlæg som beslægtede Nils Malmros, Søren Kragh-Jakobsen og den yngre Bille August var i stand til. Istedet bevæger filmen sig i et støt og roligt tempo, der i det mindste opnår at holde tilskueren hen i en forventning om mere. Scenen hvor Ester overraskende oplever at læreren undskylder for at have slået hende står som eneste undtagelse.
Tidsbilledet og miljøskildringen er godt tegnet, ikke mindst takket være scenografien af Peter Grant (”Europa”, Åndernes Hus” m.fl.), men desværre er der ikke de store overraskelser i plottet. Specielt de centrale dagdrømme, som Ester konstant forstyrres i af omverdenen, virker ualmindelig tamme. Ikke mindst for en digterske in-spe som Ester/Tove Ditlevsen. På samme måde synes manusskriptet heller ikke hundrede procent på den unge piges sarte side. Til forskel fra selvbiografien synes sympatien her delt ud, hvilket giver filmen en småromantisk, solidarisk tone, der klæder tidsskildringen godt, men bestemt ikke tjener den verdensfjerne, unge digterske.
Med en historisk film som denne, tilmed med et kendt forlæg, er det lidt tyndt, at Sandrew Metronome ikke har formået at sætte noget ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
