Skriv en kommentar
En afdanket, små-alkoholiseret træner bliver ansat til at samle en flok individualister og lave et hold ud af dem. Han har kort tid til det, og skal naturligvis kæmpe med både egne dæmoner og spørgsmål til hans metoder. Alligevel lykkedes det naturligvis hans hold at komme til finalen i verdensmesterskabet, klar til at tage titlen fra de regerende mestre.
Dette kunne være en synopsis af nogenlunde enhver sportsfilm, eller i det mindste en stor stak af dem. Denne gang er sporten breakdance, og verdensmesterskabet hedder Battle of the Year. Men når nu opridset er så formularisk, kan man vel håbe på, at der er nogle unikke roller til at bære filmen. Desværre er de alle cirka lige så formulariske som plottet selv. Faktisk er de så kedelige, at de ikke engang fortjener at blive remset op. Og de konflikter der er, de to rivaler der plejede at være venner, homofoben og den homoseksuelle, har alle så forudsigelige resultate, at de ender med næsten at være ligegyldige.
Filmen har masser af breakdance scener (måske b-boy dansescener, forskellen er lidt uklar for mig) og til en amatør som mig, ser de sgu alle meget dygtige ud. Det er ikke en kunstart, jeg har nogen speciel interesse for, men der er da ingen tvivl om at det er noget, der kræver både træning og disciplin at være god til. Men i modsætning til film som Step Up 2: The Streets (2008) og Step Up 3D (2010), så er det ikke de velkoordinerede dansescener, der dominerer frem for plottet. Og når plottet så er så dårligt, som det er her, så er det svært at argumentere for at se filmen.
Filmen er mest bare uoriginal og kedelig. En tur på youtube for at se 20 minutters klip med breakdance, ville nok give samme oplevelse. Mængden af product placement i filmen bliver også en smule overvældende fra tid til anden. Sætninger som: “This is the new Sony tablet, it’s the future.” er lidt svære at føle som andet end ren reklame. Specielt når man overvejer, at manden det bliver sagt til har været alkoholiseret eneboer i 2 år, ikke tidsrejsende fra 90erne.
Hvis man er fan af dansefilm, specielt breakdance, så er her da lidt at komme efter. Men er det halvanden times middelmådig fortælling værd? Det er jeg ikke overbevist om. Og er noget af fortællingen så middelmådig at det i virkeligheden er tættere på ringe? Jeg vil anbefale, at give de tre første Step Up film en chance, før man overhovedet overvejer denne.
