Skriv en kommentar
Et fransk filmhold tager til Congo og beslutter at lave historien om et gadeband af polioramte kørestolsiddende musikanter. Det bliver historien om et af verdens mest usædvanlige bands der imod alle odds, sygdomme og fattigdom, opnår succes, der kan blive rollemodel for mange andre af Afrikas fattige.
Hvis du ikke har hørt om bandet Staff Benda Bilili, skal du ikke føle dig udenfor. Det er nok langt fra os alle, som kender til de polioramte guitarspillene reggae/blues-agtige gademusikanter fra den demokratiske republik Congo. Men nu hvor du læser dette, vil jeg anbefale dig at undersøge dem nærmere. Staff Benda Bilili har optrådt i Danmark flere gange (heriblandt årets Roskilde Festival) og har turneret flere steder i verden og bandet er lidt af en sensation. Bandets kernemedlemmer er bundet til en kørestol pga. børnelammelsen polio og sammen med resten af medlemmerne, vokset op i Congos fattige slumkvarterer.
Det er i første halvdel af filmen svært at høre, hvad der er så specielt ved deres musik. Hvorfor har folk rundt om i verden rost deres musik til skyerne og hvordan kan lykkedes dette fysisk udfordrede band at få gang i et koncertpublikum? Men da bandet får held med en pladekontrakt, indspiller musikken i et studie og det derefter bliver lagt på filmens soundtrack, fornemmer hurtigt de blues og reggaeagtige rytmer og beats, som kan sætte gang i et publikum. Og sidste dels live optagelser fra fx forskellige koncerter, besvarer spørgsmål nr. 2.
Filmen Benda Bilili skildrer bandet fra 2005, længe før deres succes, og er derfor en ærlig og hjertefuld dokumentar om tilblivelsen af denne afrikanske sensation. Bandet blev skabt af den centrale hovedperson Leon ”Ricky” Lickabu og hans ven Coco Ngambali, men det er specielt Ricky, som står ud. Ricky er den karismatiske frontfigur, som virker livsglad trods hans liv er levet i sygdom og fattigdom. Han er både humoristisk og har store forventninger og håb til bandets fremtid. Allerede fra starten taler han om at indtage Europa med bandets rytmiske instrumenter og sjælefulde sang. Selv når deres værested brænder ned og Ricky og alle de andre mister alt hvad de ejer, holder han humøret oppe. Bandet går ganske vist i opløsning for en stund, men da bliver genforenet året efter, er det som intet var sket.
Den anden centrale hovedperson er bandet nytilkomne, den unge gadedreng Roger Landu, som faktisk bliver introduceret til bandet af de franske dokumentarister Renaud Barret Florent de La Tullayeder, der laver filmen. Roger spiller på en hjemmelavet såkaldt santongé, en enstrenget guitar lavet ud af en dåse og træbue, og viser sit utroligt musikalske talent ved at frembringe diskant toner i takt med musikken. Men sidder faktisk er bliver temmelig imponeret over hans kunnen.
”Håbet” er selvfølgelig det centrale for denne gruppe – håbet om en bedre fremtid, at kunne komme til Europa og tjene penge, så de alle kan forsørge deres respektive familier. Rogers mor er indlagt efter at hans far slog hende i hovedet og Roger håber at kunne forsørge hende en dag. Ricky kan nærmest se ind i fremtiden - han indeholder en så stærk tro på, at hans instrument og Staff Benda Bilili tilsammen en dag, vil lykkedes at indtage verden med deres musik. Og fantastiske er jo så, at Ricky fik ret.
Deres sange er som Kim Larsen sange; de synger om det, de ser og oplever, om livet og det at leve det fuldt ud og være stolt og tilfredse med, hvad man har fået. Dog handler disse sange om de trænge kår i Congos gader, om når man sover på en papkasse, drømmer man om en madras. Eller som en af bandmedlemmer siger: snart skal vi sove på et trægulv. Musikken og sangene får dem til at sætte ord på fattige og syge liv og det gør det lettere at komme igennem dagen.
Målet for alle er at komme til Europa – alle drømmer om landet Europa, og da et af børnene spørg et andet; hvad er der så specielt ved Europa? Svarer drengen: Europa er landet som gud skabte, for at vi i Afrika har noget at se op til og sammenligne os med. Man kan godt sætte sig ind i den tankegang, sådan som filmen giver indsigt i Congos gadeliv.
Dokumentaren skildrer tilbageholdent det fattige Congos gader og vejen til succes. Men den formår desværre ikke til fulde at gå helt ind under huden på personerne. De fremstår desværre stadigt som en gruppe, frem for at enkelte individer. Dog bruges det mest af filmen på at bygge op mod slutningen, hvor gruppen opnår det uopnåelige og utænkelige. Og netop ved slutningen kommer man tættere på dem og det bliver livsglad og hjertevarmt og man kan specielt ikke lade være med at holde af Ricky.
