Berlinalen er godt i gang, og man føler sig hurtigt hjemme i velkendt farvand med de sædvanlige rutiner allerede efter en enkelt dag. Efter blot et par timers søvn, gik jeg i dag i gang med hovedprogrammet, som i dag talte “Howl”, “The Ghost Writer” samt “My Name Is Khan” der dog ikke var med i selve konkurrencen. “Howl” med James Franco i hovedrollen som beat-poetten Allen Ginsberg, var en narrativ udfordring og poetisk nydelse af de sjældne. Filmen var delvist opbygget omkring interviews, oplæsning af digt med medfølgende (svage) animationer og egentlig historie. Alt dette blev vævet sammen i et tilpas tempo. Roman Polanskis nye film “The Ghost Writer” føles langt mere som en af mandens ældre film - såsom “Frantic” og “Chinatown”. Tilsat en ganske fin humor og et tempo der tager sig tid, men alligevel aldrig bliver for stillestående, er “The Ghost Writer” en underholdende film, selvom den måske falder lidt sammen i slutningens lette løsninger. Filmen behandler et emne, der efterhånden kun bliver mere relevant som dagene skrider frem - nemlig hemmelige politiske krigsforbrydelser. Den efterfølgende pressekonference var desværre uden Polanski, da manden er tilbageholdt pga. en gammel sag i udlandet. Dog var Ewan McGregor i sit es, især når han blev stillet et så dumt spørgsmål som “hvad synes du om, at tyske kvinder ser dig som et sexsymbol?”, hvortil han svarer med at banke i bordet og råbe “it makes me angry!” Alt i alt en fornøjelig pressekonference, der dog hovedsagelig handlede mest om det manglende medlem Polanski. “My Name Is Khan” er en Bollywood-film der i den grad efterligner Hollywood. Første halvdel af den tre timers lange film er ellers en klassisk Bollywood kærlighedshistorie, med det lille twist at en af parterne har autisme. Det er fjollet skildret, og for det meste alt alt for meget, men netop en mand som Shahrukh Khan kan med sin charme, sagtens få publikum til at godkende filmens banaliteter. Ligeså har Bollywood et tempo og en fortælleteknik der gør, at filmen underholder hvor den ellers normalt ville fornærme. Nu har jeg oplevet Shahrukh Khan i en pressekonference før, og han er intet mindre end den kendis der er nemmest at holde af. Manden er ydmyg og satans sjov, hvor han i dag bl.a. charmerede en tysk journalist ved at kalde hende smuk og intelligent, efter hun havde stillet sit spørgsmål. I pressekonferencen blev filmen flittigt forsvaret selvom den generelt set blev godt modtaget. Instruktøren vidste godt hans film er banal, men med en autistisk hovedrolle, mener han, at banaliteter er en smule nemmere at sluge, da hovedrollen står som uskylden selv. Filmens overordnede budskab er ligeså overfladisk, men meget vigtigt især efter d. 11. september, da filmen prædiker næstekærlighed og nedkæmper fordomme.
Michael droppede i dag de to første film i hovedkonkurrencen, til fordel for generalprøven på den nyklippede udgave af “Metropolis”. Med et kæmpe live-orkester og en masse nyt materiale, var filmen efter sigende en fornøjelse af de sjældne. Her til aften så vi lidt af åbningsfilmen på Generation 14plus “Road, Movie”, som virkede som en sød lille fortælling. Filmen er indisk og er naturligvis en road movie. Vi skyndte os over til den spanske “For The Good Of The Others” der bliver vist på Panorama. Filmen havde bestemt nogle fine idéer, men manglede en egentlig interessant historie til at holde disse kørende.
Endnu en fin dag slutter, og i morgen ser enormt travl ud, men vi tager de film vi kan nå, og sådan er det bare!
