Efter en nat uden druk (ja, det kan også lade sig gøre), et langt bad og et solidt morgenmåltid, gik dagen i gang med en markedsvisning. “The Confines” er en af de film, der bestemt går under kategorien så-dårlig-at-den-er-god, og passede glimrende til den stemning, jeg var i. Filmen omhandler en nattevagt, der finder en hemmelig indgang i kælderen af bygningen, hun skal passe på, hvor en masse spøgelser render rundt. Umiddelbart et søgt men spændende præmis, men med bihistorier, der aldrig bliver fulgt op på, karakterer der ikke giver mening, dårligt skuespil, elendig dialog og et twist, der næsten er ligeså langt ude som det i “Dead Silence”, har vi altså med en film at gøre, som kun vil interessere et snævert publikum - mig inklusiv.
Vi gik en tur på markedet bagefter, som udløste et nej og et måske, og stormede dernæst videre til en film i hovedkonkurrencen af storfavoritten Werner Herzog. Nicole Kidmans hovedrolle kan måske få en sølvbjørn, men “Queen Of The Desert” viste sig, at være en noget udmattende oplevelse fyldt med ørkenmontager og underligt uforløste, tragiske men samtidig sentimentale kærlighedshistorier. Filmen fungerer meget godt som en sidenote til “Lawrence Of Arabia”, dog i en mere lun og komisk udgave. Ikke en decideret dårlig film - men alligevel en anelse småkedelig og ligegyldig.
Næste film blev “600 Miles” fra Forum-programmet. Et spændingsdrama med Tim Roth i en af hovedrollerne udført nærmest uden dramatiske virkemidler - hvilket sjovt nok gjorde den mere spændende. Det er nok ikke en film, der vinder nogle af de mange priser i Berlin, men den var nu, på trods af sit tynde plot, et spøjst og underholdende indslag. Filmens ekstreme antiklimaks fungerede ligeså på en meget underfundig måde, og de fleste mennesker til forestillingen blev da også til rulleteksterne sluttede.
Så blev det endelig tid til et solidt måltid. Vi var 4 mand på vores stamsted, der serverer alt fra thai til sushi, og det var netop sidstnævnte, der skulle konsumeres i store mængder denne gang. Vi bestilte hver vores menu, og delte imellem os, og det blev under 100 kr. pr. mand inkl. drikkevarer. Dette er en af de mange grunde til, at jeg glæder mig stort til den årlige rejse til Berlin.
Næste film var også en markedsforestiling. Den japanske “Parasyte” er baseret på en animer af samme navn, og har du venner, der interesserer sig for vanvittige film, er chancen for, at du har set traileren rumstere på facebook ret stor. Traileren er nemlig det rene vanvid, og det typiske body snatchers plot, er krydret med, at en dreng bekæmper sin parasit, der dernæst flygter ud i hans hånd, og de så må leve sammen, og bekæmpe stort set alle de andre parasitinficerede mennesker, da disse ikke er glade for de to. Det kommer der en masse vold og blod ud af, men alligevel er tempoet alligevel ret tilbagelænet det meste af filmen. Den første halve time racer af sted, og den sidste halve time er fyldt med god gal action, men derimellem var filmen mest et oplæg til en fortsættelse, der uden tvivl skal ses og sikkert er endnu mere vanvittig end denne.
Herefter tog vi til DFI’s danske fest Meet The Danes. Her er networking det vigtigste element, men da Dennis og jeg knap nok kender nogen, endte vi mere med at gøre brug af deres gratis bar. Vi mødte dog et par nye mennesker hist og pist, og stemningen var relativ høj i vores hjørne af festen imens vi betragtede de mange jakkesæt og fine kjoler lidt på afstand. De er sgu lidt spøjse denne slags fester.
