I dag var en mærkelig dag. Vi kom op i god tid, da vi skulle skaffe billetter til nogle film, men da vi dukkede op til pressekontoret, var der allerede et hav af mennesker. Vi fik da 75% af det vi skulle bruge alligevel, men besøget på markedet efterlod os tomhændede. Af selvsamme årsag blev det kun til 3 film og en pressekonference i dag - til gengæld fik vi en masse mad.
Mr. Holmes blev vist uden for konkurrence, og viste sig at være en sød lille film. Sir Ian McKellen spiller Sherlock Holmes, der i de seneste år af sit liv, vender hovedet hjemad for at skrive om sin sidste sag. Sagen bliver aldrig meget mere end en sidenote, for essensen af filmen er forholdet mellem Holmes og hans husplejerskes søn. Mr. Holmes bliver aldrig for sentimental, men tager det lige til grænsen med sødme, og selvom den følger en meget velkendt skabelon, føler man sig i godt selskab med filmen.
Herefter var det tid til Berlinalens mest ventede film. Terrence Malicks “Knight Of Cups” kører i hovedkonkurrencen, og er allerede nu den mest omtalte film hernede. Det virker ikke som om at nogen er ellevilde med den, men uden et egentligt plot og ren improvisation fra sine skuespillere tilsat den vanlige Malick stemning samt voice-over, er det et eksperiment, som ingen rigtigt kan finde ud af om lykkedes. Det virker som om, at filmen har en del på hjerte omkring mennesket, der skal finde tilbage til sig selv samt en kritik af civilisationens evne til at isolere os alle, men bolden bliver altså ikke sparket helt i mål. Musik og billedside er dog endnu engang eminent.
Pressekonferencen var dog en anden sag. Malick er ikke meget for den slags, så det blev til Christian Bale og Natalie Portman, og især førstenævnte var ganske underholdende, da manden generelt er noget af en ærlig flab. Flere spørgsmål skød han tilbage på pressen, et enkelt ville han slet ikke besvare (da han ikke sammenligner sit eget liv med sine rollers) og da hele to (!) forvekslede en producer til konferencen med Malick, fik han også joket lidt med det (“I kan jo selv spørge ham, han står med et kamera bag jer”), og selvom man måske ikke fik klargjort mere omkring selve filmen, var konferencen bare rigtig sjov og løssluppen.
Nu nåede vi til et punkt på dagen, hvor vi virkeligt prøvede at få et puslespil til at gå op, men hver gang vi lagde en brik, blev det hele smadret igen. Først var der ikke billetter til de film, vi gerne ville se. Dernæst var der for langt mellem biograferne på dem, der var ledige. Til sidst var salen til en film fyldt, da vi kom til den, og vi endte med et par drinks på en bar, og “Woman In Gold”, der heller ikke kører i nogle af konkurrencerne. Ryan Reynolds spiller en advokat, så godt som han nu kan, der hjælper Helen Mirren med, at få et maleri tilbage fra Østrig. Med flashbacks til anden verdenskrig, er der store følelser på spil her, men det forbliver altså ekstremt overfladisk og sentimentalt med store armbevægelser. Starten lovede ellers fint med en underfundig humor, men det udvikler sig hurtigt til et retssagsdrama, der anstrengende forsøger at presse tårer ud af dine øjne. Alle klicheerne skaber dog et tempo, der som det mindste gør filmen underholdende, men det er sgu ærgerligt, at den ikke bliver til mere end det.
Da vi gik og jokede lidt omkring filmen bagefter, faldt vi i snak med en tysk journalist, og vi endte faktisk på en bar med ham og snakkede om en masse forskellige film. Sådan er Berlinalen nogle gange, og det var bestemt en hyggelig lille oplevelse som nok aldrig bliver glemt.
