Der er visse traditioner, der må og skal overholdes, når man er på Berlinalen. De tre år jeg har været med, har hver morgen startet med en Müller Milch. Dette er et mælkeprodukt med smag (banan, jordbær, chokolade, vanille, pistacie eller noget helt andet). Om søndagen åbner supermarkederne dog først når de har lyst. Her hersker ingen lukkelov, og normalt har alle butikker og supermarkeder lukket om søndagen i Berlin, men under Berlinalen åbner enkelte op på tidspunkter man ikke kan regne ud. I dag var der lukket, og traditionen gik itu. Heldigvis kunne dagen startes med nogle film, der mættede fint.
“Indignation” i Panoramaprogrammet med Logan Lerman fra ”Percy Jackson” filmene er et coming of age drama sat i 50’erne. Overintelligent og høflig skal Marcus lære at socialisere på College. Filmen indeholder en dejlig lun humor, især i de meget lange scener, hvor Marcus konverserer ufatteligt sobert med sin dekan. Hertil tilsættes en bundærlig og kompleks kærlighedshistorie samt en tvivlsom morale, der desværre ødelægger helheden en smule i slutningen. Den er dog klart værd at fange, når den på et tidspunkt kommer til Danmark i det ene eller andet format.
“While The Women Are Sleeping” befinder sig ligeledes i Panoramaprogrammet, og ser instruktøren Wayne Wang (“Smoke”) vende tilbage til hjemlandet, for at lav en film med Beat Takeshi. Først tænker man, at dette er et ordinært familiedrama, men pludselig udvikler filmen sig til en af de sværest tilgængelige thriller i lang tid. Forklaringerne udebliver og man aner ikke hvad der er rigtigt og forkert, og netop derfor hænger filmen fast i ens bevidsthed, og kan tilmed skabe mange snakke om fortolkninger af filmen.
Herfra gik vi direkte over til næste forestilling, som vi fik billetter til på markedet i går. “Nick Off Duty” er en tysk blanding af James Bond og “Taken”, og er en fortsættelse til Tv-serien “Tatort”. Alt for lang i spyttet med al for dum humor og al for vattet action, formår “Nick Off Duty” alligevel at underholde på sin egen underlige vis. Tempoet er sat godt op imens Til Schweiger utroligt nok skal være en actionhelt der kan alt, selvom han intet beviser i filmen her. Filmen er dog stadig bedre end flere af de dårligste James Bond film, og det må være en ros i sig selv.
Nu var det tid. Rewe (som Berlinalens lokale supermarked hedder) var åben, og vi fik vores Müller Milch - to hver endda. Men man kan ikke få alt, så derfor gik det stejlt ned af bakke mht. filmenes kvalitet. Den semi-danske “Shelley” bragte os endnu engang tilbage til Panoramaprogrammet, men vi skulle nok være blevet væk. Filmen forsøger via. plot og stemning at vække minder om Von Triers “Antichrist”, men den besidder hverken samme dybde eller galskab. Vi følger en surrogatmor, der bliver småskør i de svenske skove. En film bliver dog ikke uhyggelig bare fordi musikken forsøger at diktere det, og når filmen snegler sig afsted med karakterer man ikke bekymrer sig om eller holder af, så er slutresultatet desværre en total fiasko af en film på alle leder og kanter.
Til sidst snuppede vi endnu noget japansk galskab i Forumprogrammet med “Saint Terrorism”. Desværre var den langt fra så gal, som det vi så i går. Udover det var plottet nærmest ikke-eksisterende, hvilket gjorde at interessen ret hurtigt forsvandt. Vi gik efter en time, da vi endte med at prioritere søvn højere. Jeg tør dog ikke sige, om filmen skulle tage fat herefter, men jeg har svært ved at tro det.
