Så blev det sidste dag for vores vedkommende. Berlinalen fortsætter et par dage endnu, og på lørdag uddeles de helt store priser. Der har været en del forskellige udmeldinger om filmene indtil videre, og der er stadig ikke en klar vinder på bordet. Enten dukker der en helt fantastisk film op imens vi er væk, ellers kan en film som “Fire At Sea” (dokumentarfilm om flygtninge) sagtens ende med Guldbjørnen. Vi får se.
Vi startede vores dag med en markedstur, der i den grad bar frugt. Faktisk har vi fået billetter til alt, vi har bedt om på markedet i år. Jeg ved ikke, det er erfaring, eller om markedet blot er begyndt at løsne lidt op for journalister. Vores første film blev i hvert fald “Kill Command” fra markedet. Selvom Thure Lindhardt har en af de bærende hovedroller, er filmen ærkeamerikansk. Med en masse nik til “Terminator”, “Aliens” og “Predator” er “Kill Command” en høj oktav action/thriller som desværre lider en anelse af manglende plot og lavt budget. Kan man se udover disse elementer, underholder filmen glimrende med sit menneske vs. maskine element i skovene.
Herfra var det direkte videre til “Maggie’s Plan” i Panorama. Med Greta Gerwig, Ethan Hawke, Julianne Moore og Bill Hader har denne film potentiale nok, til en udgivelse i Danmark også. Heldigvis er filmen endnu mere end blot sit cast. Den lune humor danner ramme om en atypisk historie om at forelske sig og miste den kærlighed igen… og måske endda finde den endnu engang. Greta Gerwig er stjernen i filmen her, men det bør også bemærkes at Julianna Moore faktisk spiller dansker med en meget sær accent (og hun siger endda “det var hyggeligt” på et tidspunkt). Her er masser at holde af, og for en sjælden gang ødelægger slutningen ikke filmen - en tendens der ellers er dukket op hernede i år.
De første tre film i dag var tre film lige i rap, så vi gik direkte videre til “Touched By Fire” fra markedet. Filmen omhandler kærligheden mellem to psykisk ustabile og maniodepressive poeter, og har vækket endel opsigt på tidligere festivaler. Katie Holmes overspiller dog sin mania til det ekstreme, men det er faktisk instruktørens skyld, at filmen falder til jorden. Konstant filmet med skrå vinkler, for at understrege karakterernes tilstand, og klippet sammen fuldstændigt åndssvagt, er det umuligt at opfange den stemning, den fine musik ellers forsøger på. Først i filmens sidste fem minutter, bliver den egentlig relevant, og jeg tror de færreste kan holde så længe.
“A Serious Game” ser lidt dansk blod i sig i igen med Lone Scherfig som manuskriptforfatter. Det er dog en svensk film af Pernilla August, og baseret på en af de helt store svenske kærlighedsromaner. Præcis som forventet er filmen den klassiske kærlighedshistorie om forbudt og svær kærlighed, der ligeledes ender lige hvor man forventer. Her er ingen store armbevægelser, men alligevel er alt det objektive på plads - fint skuespil, sikker instruktion og en historie mange kan relatere til. Lone Scherfig er desværre årsagen til, at filmen ikke vil blive årets store europæiske hit. Hun vil gerne have mange detaljer fra romanen med, så ofte føles det som, at filmen skrider for hurtigt frem, fremfor at dvæle ved karakterernes følelser. “A Serious Game” kunne sagtens være en lille time længere, da den netop føles forhastet. Den blevet i øvrigt vist udenfor konkurrence.
Endnu en markedsfilm i form af “The Rift” blev næste film. En gyser med et fuldkomment absurd og ekstremt lydniveau. Choksekvenser dukkede op ud af den blå luft f.eks. da en mand sætter sig op, hvilket skabte en del latter rundt omkring i salen. Plottet har jeg endnu ikke helt forstået, men det er noget om et hul i rum og tid under nogle ukendte Apollo-missioner på månen, der gjorde, at man ikke kan dø. Hvorfor vides ikke. I stedet for at forsøge at finde hoved og hale i en film som denne, skal man dog bare løsne lattermusklerne op og give den gas. Dette er ufrivillig komik på højt plan.
Årets sidste film blev Sion Sonos “A Man’s Flower Road”. Endnu engang var dette en af de gale japanske 8mm film fra 80’erne - denne var dog galere end de andre. Ikke så meget pga. handlingen (for der var ingen), men den var så manisk og sindssyg, at selv det mest hærdede Sono-fan må ryste på hovedet af denne “film”. Dog ser man en mand skide i et slukket springvand og senere slås mod “river imps” i kloakvand, men det var mest de lange sekvenser af larm og hoppende kamera, der gør dette til en af de mest underlige filmiske oplevelser i mit liv.
Cinemaonline skriver en artikel med vinderne her i weekenden, så hold gerne øje. Vi kommer uden tvivl tilbage næste år igen, og håber på mindst ligeså mange gode oplevelser som i år. Tak for denne gang, Berlin!
