Efter en vellykket første dag, var vi ret sikre på, at træde mere forkert i dag. Programmet var fyldt med film, der nemt kunne gå hver vej, og i stedet for at vælge den mere sikre rute, prøvede vi os lidt frem med film i forskellige sektioner. Vi havde tilrettelagt et meget tæt program, hvor muligheden for måltider var lille, men naturligvis blev den plan ødelagt halvvejs igennem programmet. Mere om det senere.
Den tyske “Styx” i Panorama-sektionen startede dagen. Den kvindelige læge Rieke tager alene en sejltur igennem det atlantiske ocean, hvor målet er en lille ø, som Charles Darwin har skabt en kunstig jungle på. Hendes kamp med elementerne, er grundlag for en meget dialogfattig første halvdel, der bliver et hel andet væsen i anden halvdel, hvor hun støder på en flygningebåd fyldt med døende børn. Myndighederne beordrer hende til at blive væk, men vil ikke selv aktivt hjælpe, hvilket skaber et enormt moralsk dilemma både for hende og publikum. Filmen kunne sagtens blot have nøjes med sin første halvdel, for den er så glimrende instrueret og spillet, at dette var spændende nok i sig selv. Dog bliver filmen til noget endnu større og relevant i sin anden halvdel, der er så stærkt skildret, og ikke benytter sig af det klassiske klicheer. “Styx” er indtil videre den absolut stærkeste film, vi har set på årets Berlinale, og jeg håber på at Danmark såvidt som resten af verden, vil få en chance for at se den i den nærmeste fremtid.
Herfra gik det hurtigt videre til “Damsel” som konkurrerer om Guldbjørnen i hovedkonkurrencen. Da filmen endte blev den dog mødt af en negativ buh’en af pressen, så jeg spår den ikke store chancer for at vinde noget som helst. Pressefolk i Berlin ser da generelt også ned på genrefilm, og det er lige præcis, hvad “Damsel” er. Nøjagtigt ligesom tidligere film af Zellner-brødrene, er filmen sorthumoristisk, quirky og spøjs. Robert Pattinson spiller en særdeles sær og ung rigmand, der leder efter sin kidnappede forlovede i det vilde vesten. Historien kringles dog flere gange igennem en film, der udstiller mænd som liderlige klovne, og derfor rammer en aktuel nerve i nutidens #metoo-tider. Humoren rammer oftest helt plet uden at blive for plat, og Robert Pattinson fortsætter med at bevise, at han kanlangt mere end at være en ukarismatisk vampyr i en række lortefilm. “Damsel” cementerer sin pointe lidt rigeligt, og derfor er første halvdel noget stærkere end den anden, men den holder underholdningsniveauet fra start til slut.
Hernæst blev det tid til “Black 47”, der vises udenfor konkurrence. Det er ret nemt, at kalde filmen for en simpel revenge-flick eller sågar en genindspilning af “First Blood”, men der er en årsag til, at den udspiller sig i 1847 i Irland. Det politiske budskab om de oprindelige irer kontra den engelske krone er konstant til stede, og filmen er langt fra så sort/hvid, som man skulle tro. Sympatien bliver nemlig langsomt opbygget på begge siger imens den nådesløse vold finder sted, og kun filmens klimaks er en minimal skuffelse. “Black 47” gør det som kun de færreste genrefilm kan - underholder og udfordrer på samme tid. Skuespillet er stærkt over hele linjen, men den iskolde hovedrolle spillet af James Frecheville stjæler billedet.
Efter nu tre glimrende film i rap, kunne det kun gå galt. Vi havde en aftale med et filmselskab om, at mødes med dem ved visningen til “The Shadow Within”, en vampyrkrimi med Lindsay Lohan, så de kunne lukke os ind. Da det kom til stykket, var de desværre ikke interesserede i at vise den til pressen alligevel, så vi stod uden planer i et par timer. Heldigvis havde en fra filmselskabet mod på en længere samtale, som bød på en række historier om bl.a. Lindsay Lohan, Gary Elwes og Steven Seagal. Han tilbød tilmed interviews med flere af de kendte skuespillere i fremtiden. Efter en halv times snak smuttede vi en tur på en bar og mødtes med en anden dansk journalist, så vi fik udnyttet ventetiden optimalt.
Den næste film blev til “Yardie” i Panorma-sektionen. “Yardie” er Idris Elbas instruktørdebut, og følger jamaicaneren D i Londons kriminelle undergrund, hvor salg af stoffer og mord ikke er en sjældenhed. Ligesom mange lignende film, vil “Yardie” gerne fortælle en livshistorie igennem flere år, men Elba kan ikke fastholde et genkendeligt narrativ, hvilket gør filmen til en forvirrende og frustrerende oplevelse. Skuespillet er i bedste fald tyndt, og historien fuldkommen ordinær. Det værste ved filmen er dog den måde, den er skruet sammen på, og netop derfor spår jeg ikke Elba en stor fremtidig succes som instruktør. Alt fra klipning og kameraarbejde til tone og narrativ bevidner om en instruktør, der ikke har et begreb om filmskabelse. Det er en amatørisk og på alle måder ligegyldig film, som udelukkende vil finde sine fans på baggrund af miljøet den foregår i og filmens tilhørende reggae-sange.
Den mexicanske “The Weak Ones” i Forum-programmet blev dagens sidste film. Der er en række film på Berlinalen, der kun lige sniger spilletiden op over en time. Om dette er en trend, der vil sætte sig fast fremover, vides ikke. Det er dog en passende længde til film som netop “The Weak Ones”, der er en nærmest plotløs skæbnesfortælling af den slags, som Forum-filmene ofte er. Der sker en række spøjse ting i filmen, som da vores lavmælte hovedperson møder en gut, der spiller noget black metal for ham, og hovedpersonen blot går videre imens den anden fyr headbanger videre for sig selv. Det er dog svært at finde den røde tråd i fortællingen, så “The Weak Ones” er en film med en følelse, der er hurtigt glemt igen.
Natten på vores værelse bød på nogle larmende amerikanske teenagere, som er lige præcis den type mennesker, jeg har oplevet flest problemer med på hostel førhen. Heldigvis er øl et glimrende sovemiddel.
