Med lidt tømmermænd og alt for lidt søvn, fik vi kæmpet os op til dagens første film. Tyske “System Crasher” kører i hovedkonkurrencen, og følger en 9-årig pige, der ikke kan styre sine aggressioner. Hun er fanget mellem et system, der ikke kan håndtere hende og en fuldstændigt inkompetent mor. Filmen indkapsler på tragikomisk samt rørende og ubehagelig vis hvordan et barn, der egentlig bare mangler omsorg og respekt, bliver konstant svigtet af alle. Unge Helena Zengel kunne sagtens løbe med en skuespilspris over alle de voksne nominerede, da hun ikke kun er dygtig på trods af sin alder, men derimod giver et detaljeret og troværdigt portræt af sin karakter i en på alle måder vellykket og hård film. Berlinalen plejer til gengæld kun at give sin hovedpris til film, der tager et aktuelt emne op, og det er ærgerligt, for “System Crasher” er på alle måder en fremragende film.
Markedsfilmen “Feedback” nåede vi lige i sidste øjeblik direkte efter “System Crasher”. I denne one-location film bliver en håndfuld mennesker taget til gidsel på et radioprogram, pga. en gammel hændelse. Selvom filmen næppe udviser det stærkeste skuespil, og smører tykt på med klicheer og stereotyper, formår den alligevel at underholde både via. den let uforudsigelige spænding men især også sin ufrivillige komik. “Feedback” rammer et sært grænseland mellem det vellykkede og grinagtige, men formår at fungere en lille smule på begge plan. På ingen måde en fantastisk eller original film, men alligevel ret underholdende.
Herfra smuttede vi igen direkte til næste forestilling. Panoramafilmen “Light Of My Life” er instrueret af Casey Affleck, der også spiller hovedrollen i et dystopisk drama, der udspiller sig i en ikke for fjern fremtid. Her lever han på evig flugt med sin datter, da kvinder og piger er en sjældenhed på jorden, og folk gerne røver og dræber for et godt ord. Filmen er meget stillestående, og minder både i stil og kontekst en smule om “The Road”. Far/datter forholdet er smukt hovedsageligt pga. det stærke skuespil og en skarp dialog, og Affleck viser endnu engang, at han hører til blandt sin generations bedste skuespillere. Filmens klimaks er da også neglebidende intens, men alligevel grænser “Light Of My Life” sig det unødvendigt kedelige, da flere af de gentagende scener virker unødvendige for helheden.
På dagens eneste pause fik vi provianteret en smule, og mødt nogle gamle bekendte. Berlin vågner først rigtigt op om aftenen, og nu når mørket havde sænket sig over byen, begyndte livet rigtigt at dukke op. Vi snuppede en markedsvisning af “Killer Weekend”, med håb om at løfte humøret efter hele to deprimerende film i løbet af dagen. Sort britisk humor kan altid gå begge veje, og denne polterabend lignende weekend, der ender i et blodbad, havde alligevel en ret stor chance for at underholde. Det gjorde den dog ikke. De mange karikerede karakterer forsøgte ellers konstant at overbevise med den ene vittighed efter den anden, men når samtlige falder igennem, er det virkelig svært, at finde noget anbefalelsesværdigt ved denne filmiske bæ. Vi smuttede halvvejs igennem filmen, da vi gerne lige ville nå at se om blodbadet og filmens udvikling, kunne ændre den kiksede start, men desværre fortsatte den i samme spor.
Vi håbede, at det kun kunne blive bedre med dagens sidste film - japanske “ We Are Little Zombies” i Generationsprogrammet. Vi tog fejl. Som en slags forfejlet Sion Sono i sine unge dage, er “We Are Little Zombies” intet andet end det mest prætentiøst indpakkede larm med skrigende møgunger og en tilhørende diskant lydside, jeg længe har set. Filmen følger en gruppe forældreløse, der laver et band, og med en masse spilreferencer og kritik af samfundet, skulle man mene grundlaget for en vellykket ungdomsfilm, er blevet lagt. Men filmens belastende stil med et elendigt voice-over, og et plot der for det meste ikke eksisterer, er det ligesom at instruktøren udsætter sit publikum for den rene tortur. “We Are Little Zombies” er blottet for troværdige karakterer, understøttet morale, sammenhængende plot og substans, og tilbage er blot to timers opkast, der kan ødelægge enhver god stemning. Føj for helvede.
Nu sidder vi lidt mutte på hotellet. Dagen startede godt, men de sidste to film, har taget pusten fra os. Der var ellers en fest på programmet, men den bliver nok skippet for en god nats søvn, så vi kan give den gas imorgen.
