Guldbjørnen for årets kortfilm gik til ”O Zi Buna De Plaja” fra Rumaenien, imens den indiske ”Udedh Bun” måtte nøjes med en sølvbjoern. Kortfilm har været utroligt populære i år, både hvad angår pressen, men også publikum havde taget flot imod konceptet. Vi har selv kun fået set et par stykker, og de forestillinger med en række kortfilm på alt i alt 90 minutters tid, har vi gentagne gange mislykket forsøgt os adgang til. Kendetegnene ved årets festival har typisk været pladsmangel, både hvad angår forestillinger af alle typer, pressekonferencer men så sandelig også computer-rummet jeg nu sidder og skriver i, hvor jeg denne gang har stået i kø i næsten en halv time.
Netop pladsmangel var et utroligt aktuelt emne da Madonnas instruktørdebut ”Filth And Wisdom” blev vist i dag. Over 100 mennesker blev afvist i døren, og på trods af tidligere anstrengelser for en anden screening sideløbende med original-forestillingen, kunne ledelsen afvise denne mulighed efter 30 minutters ventetid. Filmen i sig selv var ikke synderligt imponerende, men den semi-dokumentariske historie om forsangeren fra sigøjnerpunkbandet, Gogol Bordello, var dog ikke desto mindre en underholdende fortælling.
Med emnet pladsmangel i baghovedet, mødte jeg op en time foer pressekonferencen med Madonna og Eugene Hutz, og ganske rigtigt var køen allerede enorm. Jeg var blandt de allersidste der blev lukket ind, og fik en fornem siddeplads på gulvet. Superstjernen var naturligvis næsten en halv time forsinket, men selve pressekonferencen var et langt display på humor og arrogance i særklasse. Madonna lagde ud med at fortælle, at hun kun ville besvare et spørgsmål af gangen, så da pressefolkene blev ved med at stille to spørgsmål på en gang, ville hun til sidst ikke besvare disse mennesker overhovedet. Det kom frem, at Madonna er stor fan af Gogol Bordello og at hun vil fortsætte med at sidde i instruktørstolen. Spørgsmålet om hvordan Madonna har det med en sang og et koncept som sangen ”Erotica”, nu når hun er gift og har fået børn, gav blot svaret at selvom man er gift, dyrker man nu stadig sex. Der var generelt meget latter, og pressen var alle ivrige efter at få en chance med mikrofonen. Eugene Hutz greb fat i sin akustiske guitar og spillede nummeret ”Immigrant Punk” som afsluttede festivallens indtil videre mest underholdende pressekonference med energi og nærvær.
Med pladsmangel og stor ventetid, blev syvende dag ikke den mest aktive dag hvad angår film. Vi fik dog en plads til markedsfilmen ”Negative Happy Chainsaw Edge” fra Japan. På trods af den fantastiske titel og det glimrende præmis (en dreng i High School møder pludselig en dag en pige, der konstant kæmper mod en evigt voksende dæmon med en motorsav) var filmen en enorm skuffelse. Filmen var uden tvivl flot og havde en fin produktionsværdi, men tempoet var alt for langsomt og kampscenerne alt for repetitive.
Dagens sidste film var ligeså i musikkens tegn, det drejer sig nemlig om filmen ”Bananaz” om tegneseriebandet Gorillaz. Som instruktøren sagde efter filmen, var filmen blevet færdiggjort i fredags og skåret ned fra over 300 timers optagelser. Selvom filmen følger Gorillaz på godt og ondt i smukke og pinlige situationer, lagde manglen på en rød tråd samt filmens manglende pointe en dæmper på publikums fornøjelse af filmen.
Dag syv blev en dag i musikken og ventetidens tegn, og selvom alle film langsomt er begyndt at flyde sammen, nu når vi har fået set over 30, er alle dage stadigt unikke oplevelser. Med andre ord – vi hygger os enormt og ser allerede frem til imorgen.
