Med en lille pause i programmet, er det nu passende at opsummere begivenhederne fra Berlinalens første dag. Efter at have hentet mit pressekort, havde jeg frie tøjler til at gå på opdagelse. Som altid var førstedagen en anelse sløv på Berlinalen, da kun ganske få film blev vist, og de mange ansatte endnu ikke var kommet ordentligt ind i tingene, hvilket betød, at jeg gik glip af den første visning af “Viva Riva!”, da filmen var en ekstravisning, men ingen kunne fortælle mig, hvor den blev vist henne. I stedet fik jeg så set pressekonferencen med juryen i hovedkonkurrencen. Isabella Rossellini var som altid charmerende med en fantastisk måde at slynge ord omkring sig på, men stemningen og spørgsmålene havde gennemgående en noget mere dyster og trist tone. Instruktøren og jurymedlemmet Jafar Panahi var fortsat tilbageholdt og fænglset i hjemlandet, som svar på hans vilje til at udtrykke sig. For os danskere er ytringsfriheden et tema vi har meget nær efter Muhammed-tegningerne, og selvom denne sag også har betydet meget internationalt, har vi nu endnu en sag på hænderne, der for de fleste er en smule lettere at relatere til.
Efter en glimrende pressekonference var det tid til den officielle åbningsfilm – den Oscar-nominerede “True Grit”, der blev vist udenfor konkurrence. Filmen, der i langt højere grad er baseret på romanen fremfor John Wayne filmen, er Coen-brødrene i deres mere legende, simple og humoristiske hjørne. Mere en komedie end en western og Jeff Bridges mere som The Dude end Wild Bill er “True Grit” allerede nu landet som en personlig favorit af instruktørerne, der ellers typisk opretholder en ret høj standard igennem deres film. På trods af overfloden af fremragende skuespillere i castet der bl.a. tæller Jeff Bridges (som nævnt), Matt Damon og Josh Brolin, er det dog debutanten Hailee Steinfeld der stjal rampelyset. Allerede her i begyndelsen af hendes karriere, ser hendes fremtid strålende ud. I den efterfølgende pressekonference viste det sig hurtigt, at jeg var langtfra den eneste med disse holdninger. Steinfeld modtog overraskende nok det største bifald i et værelse fyldt med stjerner. Hun viste sig også at være en frisk og sød pige, selvom pressens spørgsmål var en anelse tørre. Hun blev på et tidspunkt stillet spørgsmålet om, hvilken farve vingummibamse der var hendes favorit, og derefter fik hun en tøjbamse af en forrykt og tåbelig fotograf uden sans og situationsfornemmelse.
Med et lille hul i programmet tog jeg en tur på filmmarkedet. Her vises og sælges film til folk med markedsakkreditering, men med lidt held kan vi pressefolk også snakke os til nogle billetter. Heldet var med mig her på førstedagen, og uden de store overtalelsesevner taget i brug, fik jeg en billet til “Hobo With A Shotgun”, der blev vist umiddelbart efter. Ligesom tilfældet var med “Machete”, er “Hobo With A Shotgun” lavet udfra en faux trailer til Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ fælles project “Grindhouse”. Hvor “Machete” holdt en forholdsvis lav profil i et forholdsvist lavt tempo, er “Hobo With A Shotgun” dens præcise modsætning. Hvis titlen ikke siger alt, kan det tilføjes at Rutger Hauer spiller en hjemløs, der tager loven i egen hånd, da han finder ud af, at politiet og de kriminelle holder sammen i Fuck Town. Filmen er intet mindre end noget af det mest morsomme, bizarre og vanvittige jeg længe har set i exploitation og splattegenren, og spækket med one-liners og kreative voldsscener, keder man sig ikke et øjeblik.
Aftenens sidste film blev en satsning. Udbuddet var som sagt ikke stort, og med en film som “Heaven’s Story“ ville jeg også sætte en ny rekord – denne japanske film har nemlig en spilletid på fire og en halv time. Til at supplere lidt hedder instruktøren Takahisha Zeze, og er en ganske velkendt softcore-porno instruktør i hjemlandet. Heldigvis er genren her noget ganske andet, og “Heaven’s Story“ viste sig at være en ganske glimrende film, der dog fungerede bedst i første halvdel. Med adskillige hovedpersoner fokuserer filmen på så spinkelt et tema som hævn, men ved hjælp af en fokuseret Zeze, bliver det via. en blanding af rørende og sære scener en engagerende fortælling.
Jeg er allerede nu i gang med andendagen, som jeg skriver dette , men programmet har også været en anelse spinkelt i dag, hvilket er hvordan jeg lige fandt lidt tid i programmet til at få skrevet det, som jeg ikke fik skrevet i går, da jeg mødte et par bekendte på mit hostel, da jeg kom hjem. Nu vil jeg videre i programmet, og jeg glæder mig allerede til den næste filmiske oplevelse, der står på programmet.
