Straks som man har siddet og rost festivalen til skyerne i forrige artikel, begyndte problemerne at ophobe sig her på andendagen. Dagen startede ellers ganske almindeligt med to visninger i hovedkonkurrencen og en enkelt pressekonference imellem. “Margin Call” er en amerikansk film, der følger et firma på Wall Street i de første 24 timer af finanskrisen. Med et stærkt cast der tæller bl.a. Kevin Spacey, Jeremy Irons, Demi Moore, Paul Bettany og Zach Quinto fik de ellers overfladiske og grådige karakterer et menneskeligt og troværdigt aspekt, der gjorde en ellers tør fortælling til en medrivende affære. Uden at overraske og med en noget lad metafor i form af en hund, blev det dog ikke til en enorm positiv overraskelse, men alligevel havde filmen sine øjeblikke med skarp kritik af de store firmaer, kapitalismen generelt og naturligvis en sjat humor. I den efterfølgende pressekonference, var Bettany det komiske indslag, altid klar med en sjov og spydig bemærkning, imens instruktøren JC Chandor tog det hele en anelse for seriøst. Imellem sad Spacey og Irons som ramte den rigtige tone imellem de to yderligheder, hvor især Irons’ antikapitalistiske monolog fremprovokerede en pludselig applaus hos publikum. Den næste film “El Premio” var Berlinalens hovedkonkurrence i sit sædvanlige hjørne - en langsom fortælling uden den store udvikling undervejs. Temaet var ellers interessant nok. Filmen følger en mor og en datter, der prøver at holde sig ude af søgelyset fra de argentinske myndigheder, men datteren kommer til at skrive et par sandheder i skolen, hvilket hurtigt får skabt lidt panik. Problemet er bare, at i løbet af to timer sker der stort set intet andet end det.
Efter disse film begyndte problemerne langsomt at ophobe sig. Når man tager på markedet for at forsøge sig på et par billetter, kan man ikke altid forvente et positivt svar. Køberne er førsteprioriteten, og det er jeg helt med på, men alligevel skal man da behandle alle mennesker med en gensidig respekt. Denne udtalelse er filmselskabet Pathe tydeligvis ikke helt enig med mig i, for da jeg spurgte efter billet til en af deres film, blev jeg nærmest grint og hånet op i mit ansigt uden nogen umiddelbar grund. Nu er jeg ikke tilbøjelig til at bære nag, men det er ikke første gang, det er sket med lige netop det selskab, så nu har jeg alligevel valgt, at skrive om det, da det skaber en sær og utryg stemningen for pressen på markedet generelt at blive behandlet på den måde.
Nok om det. Jeg kom hurtigt over mit første nederlag, og efter en solid frokost, tog jeg en tur over for at se det første kortfilmsprogram. Efter en tør og ligegyldig mordfortælling, en grafisk svensk zombiekortfilm og en ubehageligt prætentiøs animationsfilm, dukkede en film uden lyd op. Der gik næsten 5 minutter før Berlinalen fik stoppet den og undskyldte, og efter yderligere 5 minutter besluttede de sig for at vise den næste. Halvvejs igennem denne, var der endnu engang problemer med lyden, denne gang i form af forsinkelse, men lidt længere inde i filmen, fik de rettet op på dette. Dette er første gang, at Berlinalen har fremstået direkte uprofessionelt i mine øjne, med at glemme at teste film og udstyr inden visning, men jeg tænkte ikke meget mere over det til at starte med.
Endnu engang mislykkedes det mig med at skaffe markedsbilletter til en film, men min backup plan var at se “Tomboy” som en bekendt havde rost til skyerne hernede. Efter at have placeret mig i den enorme kø til filmen, gik der 20 minutter før Berlinalen måtte ud og undskylde igen. Denne gang var det en trykfejl, da man åbenbart skulle bruge billetter til filmen og ikke pressekort. Flere mennesker havde stået i kø i næsten en time, så dette vakte naturligvis en masse vrede blandt pressefolkene inkl. undertegnede der efterhånden snart gerne ville se en film. Ventetiden på dette blev en times tid mere, da det næste interessante der blev vist, var “The Unjust” - en koreansk samfundskritisk actionkrimi i Panorama-programmet. Filmen havde såmænd en fin balance imellem det relevante, humoristiske og det spændende, men det samfundskritiske forblev overfladisk og karaktererne underligt endimensionelle.
Med kun 3 hele spillefilm og en række kortfilm var dagens så forbi. Berlinalen har for første gang vist sig som uprofessionelle i mine øjne, men forhåbentligt bliver dette rettet op på fremover, da alle kan have en dårlig dag. Nu har jeg i hvert fald haft en, og jeg håber og forventer ikke at der kommer flere af disse i år.
