Musikfestivaler og filmfestivaler er ikke så forskellige som man skulle tro, da alt fra maveproblemer til mangel på søvn ofte melder sig ved begge dele. I nat fik jeg sovet hele 6 timer, hvilket desværre har den bivirkning, at man er nået til det søvnstadie, hvor man gerne vil have mere. Til forskel har jeg sovet omkring de 4 timer hver nat de andre nætter hernede, og det har fungeret optimalt. Man bør med andre ord helst udskyde søvnen til efter en festival som denne, da man bare vil have mere, og det har man simpelthen ikke tid til.
Dagens første film blev den tyske krigskomedie “My Best Enemy” fra hovedkonkurrencen. Det er forfriskende at se, at tyskerne nu også kan tage tykt pis på et så følsomt tema som nazisme, og “My Best Enemy” fungerede både hvad angår de komiske elementer, forvekslingsdramaet og heldigvis også mht. spændingen. Det eneste minus er dog, at det hele er så ufatteligt klichefyldt og overbrugt, at man ikke går fra forestillingen med hverken et berigende eller mindeværdigt minde at tage med sig - men godt underholdt under filmen er man da.
Herefter blev det en tur i Retrospective-programmet med Barry Levinsons “Avalon” fra 1990 med Armin Mueller-Stahl i hovedrollen. “Avalon” er et varmt og vittigt drama om en jødisk familie i USA. Uden et decideret plot andet end en fokus på adskillige separate og uafhængige begivenheder i familien, er de lidt over to timer alt for lang spilletid. Man er dog i godt selskab med filmens familie, og de konstante små armbevægelser i filmen er nærmest definitionen på hygge.
I Panorama-sektionen fik jeg set den polske “Suicide Room”. Et teenagedrama om ikke at passe ind, og at ty til selvmord igennem en planlægning med andre via. internettet. Filmen starter glimrende med tilpas plotudvikling, humor og oprigtighed, men ca. halvvejs igennem bliver filmen for seriøs for sit eget bedste. Karaktererne forbliver stereotyper hele vejen igennem, så det er svært at godtage den påtrængende seriøsitet, og slutningen virker langt mere komisk end chokerende og rørende. Desværre.
Til sidst havde jeg skaffet en billet til gallavisningen af den Oscar-nominerede “The King’s Speech”. Man følte sig godt nok en smule ved siden af, når man ankommer træt, smadret og tydeligt klædt alt for casual på, og med Colin Firth, Helena Bonham Carter og Tom Hooper velklædte vandrende forbi ens fødder med tilhørende klapsalver, føler man sig pludseligt endnu mere ved siden af. Da mørket sænkede sig, var der dog ikke længere de store problemer, og filmen viste sig at være en komisk crowd-pleaser af de sjældne, hvor beskrivelsen af plottet ville gøre filmen svær at sælge, er den langt mere letbenet og sjov end man skulle tro. Colin Firth leverer endnu en pragtpræstation, og selvom “The King’s Speech” langtfra er min favorit til Oscaren for bedste film, er den stadig en seværdig og interessant film.
Det blev ikke til flere film i dag, og i morgen ser ud til at ende med det samme antal film, og derefter er det tilbage til Danmark. Det bliver nu meget rart, snart at kunne få sovet ud.
