Ligeså heldige som vi var i går, ligeså uheldige var vi i dag. Dagen startede med, at vi ikke kunne få billetter til nogle af de film, vi gerne ville, men efter et solidt morgenmåltid, holdte vi hovederne høje, og gik hen til dagens første film. “The Complex” er Hideo Nakatas tilbagevenden til gysergenren. Filmen er enormt stille og rolig hvad angår både lydside og tempo, og kombinerer man den melankolske stemning med en fuldstændig ordinær j-horror blot uden langt sort hår, bliver resultatet ikke så imponerende som f.eks. I Nakatas egen “Dark Water”. Selvom filmen da havde sine øjeblikke, var det meget svært at abstrahere fra, at filmen lånte adskillige scener fra tidligere lignende film. Desuden trak den også for langt ud, endte i et unaturligt CGI-flammehav og døde fuldstændigt i stemning med den upassende sang i rulleteksterne.
En tur på markedet gav heller ikke pote i denne omgang, men forhåbningsfulde gik vi til den næste forestilling. Hovedkonkurrencens “The Necessary Death Of Charlie Countryman” ser Shia LaBeouf spille overfor danske Mads Mikkelsen i en voldelig kamp om kærligheden. Selvom den debuterende instruktør Fredrik Bond i den grad forsøger at udmærke sig med sin nutidige billedside og et fremragende soundtrack af Moby, undgår han ikke at fremhæve plottets usandsynligheder og klicheer undervejs, og på trods af underholdningsværdien, ender filmen som endnu en i en lang række af lignende Hollywood-produktioner uden de store budskaber på hjerte. Til pressekonferencen bagefter meldte LaBeouf desværre fra, men med Fredrik Bond , Rupert Grint og Til Schweiger til at svare på spørgsmål, kom der alligevel lidt godt ud af det. Både Schweiger og Grint havde ganske små roller i filmen, så de havde ikke det store at sige, men Bond forsvarede sine valg i filmen glimrende.
Panoramas koreanske “Fatal” sagde dog undertegnede en smule mere, selvom den heller ikke ligefrem havde de store budskaber. En indledende voldtægtsscene forvandler sig til en kærlighedshistorie som så igen forvandler sig til et hævndrama. Filmen er næppe så barsk, som sidste sætning måske antyder, men besidder nogle troværdige karakterer på en fin balance mellem varme og endda en smule humor. Uden direkte at imponere, er det stadig en anbefalelsesværdig film.
Til sidst slog vi hul på kortfilmsprogrammet, der som altid består af fem segmenter af en række kortfilm. Dette var femte segment, og bestod udelukkende af lort. Jeg ved ikke, om jeg har været heldig de andre år, og valgt de rigtige segmenter, men i denne omgang skiftede hver film mellem ligegyldighed (en forsamling muslimer sidder hulkende og for fortalt nogle historier uden den store emotionelle slagkraft fra Koranen) og prætentiøst vrøvl (naturbilleder af en skov bliver kombineret med tegninger af diverse kulturbegivenheder i et håbløst forsøg om at opstille naturen kontra kulturen). Flere af filmene står til evig hån af os, og vi kan simpelthen ikke give slip på, hvor nemt det må være at få en kortfilm med i programmet, hvis Berlinalen virkeligt godkender det her lort.
I morgen bliver uden tvivl bedre end i dag. Der skal ikke meget til.
