Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Splatterfilm med et lavt budget er der rigeligt af – især hvis de kommer fra Tyskland. Det er et fornuftigt sted at starte for langt de fleste instruktører, da fans af gore gerne ser alt splatterrelateret. Både Peter Jackson og Sam Raimi har startet deres karriere her, og mange forbliver her hvis de ikke får de rigtige tilbud, eller blot nyder genrens frie tøjler. Olaf Ittenbach kommer sikkert aldrig videre. Jeg aner ikke om det er hans ambitionsniveau overhovedet, men han er ganske enkelt ikke interessant nok som filmskaber. ”Beyond The Limits” er et glimrende eksempel på dette. Bevarres, Ittenbach skaber nogle glimrende effekter selv stort set uden et budget, og gore er der rigeligt af i filmen, men han benytter også håbløse teknikker, der ikke engang fungerer særlig godt i hænderne på instruktører med store budgetter bag sig. Her snakker jeg naturligvis om kameraet der pludselig drejer ihærdigt rundt om en person, flash-editing, slow-motion, fast pacing og hele svineriet. Det virker som et sært forsøg på, at pynte på en mødding, men faktisk er resultatet det modsatte – det viser at ”Beyond The Limits” er skrammel.
Som splatterfilm kan ”Beyond The Limits” til en vis grad virke forfriskende. Den tager ikke sig selv alt for seriøst, og selve plottet omhandler langt mere mafiaen end et eller andet sært og overnaturligt (selvom dette også kommer til udtryk fra tid til anden). Ligesom andre film i genren med samme budget, kræver det dog sin mand at klare sig igennem det dårlige skuespil, som uden tvivl er filmens største hæmsko. Her vil mange stå af allerede få minutter inde, men er man vant til det, glemmer man det forholdsvist hurtigt. Herefter serveres den ene blodige sekvens efter den anden, og på trods af flere usammenhængende scener, holder man ved indtil slutningen, hovedsageligt for at se de fine effekter. Det er naturligvis svært som film at overleve udelukkende på dette, men det er der nu en del film i genren, der gør. Det er bare synd, at historien langsomt falder fra hinanden, og 100 minutter er ganske enkelt mindst 15 minutter for langt for en film som denne.
Er man til splat, har man intet imod pivringe skuespil og kan man overleve en instruktør, der ikke kan finde ud af at bruge de filmteknikker, han forsøger sig ud i, jamen så kan man sagtens give sig i kast med ”Beyond The Limits”. Det er dog en del krav at skulle opfylde, for overhovedet at kunne holde en film ud, og selv da er det begrænset, hvor god man vil finde den. Kender man til Ittenbach, vil jeg også sige, at filmen her næppe er hans bedste, og det siger altså også en hel del. Jeg kunne dog sagtens holde filmen ud fra start til slut, og det alene gør, at den næppe har fortjent en bundkarakter – selvom den nu sagtens kunne score dette hos en hvilken som helst anden anmelder.
Ekstramateriale – 2/6
Et par tv-spots om Ittenbach samt nogle tidlige klip af filmen er simpelthen ikke nok. Det er dog kort og til at se, men et lidt mere dybdegående program der går bag om kameraet og især effekterne, havde været at foretrække. Selv et kommentarspor havde være interessant på en film som denne.
Another World Entertainment.
