Skriv en kommentar
Marvel toget fortsætter ufortrødent med den nøje planlagte køreplan, hen mod en endestation, der stadig føles usandsynligt langt væk. Black Panther er Marvels 18. film i deres Cinematic Universe, og selvom man skulle tro, at luften nok ville være gået af ballonen her 18 film inde, så er Marvels film stadig voldsomt populære. Der er ingen fare for stilstand her 10 år efter Iron Man startede hele eventyret, og uanset hvad man så personligt kan synes om dette opblæste popcorn-univers, må det siges at være imponerende.
En vigtig film
Vi ved efterhånden alle sammen hvordan en rigtig superheltefilm er struktureret, og det første man ligger mærke til ved Black Panther er, at den på den front ikke er så nyskabende. Den velkendte skabelon bliver fulgt til punkt og prikke, og det er lidt synd. Til gengæld er indpakningen spritny, og det er det Black Panther vinder på. Det er bare så fedt at se en afrikansk superheltehistorie, komplet med autentisk afrikansk accent og masser af afrikansk kultur. Det opdigtede land Wakanda er nyt og spændende at se på – et højteknologisk Afrika, hvorfor er den idé ikke blevet udforsket før nu? En hollywoodfilm med så stor afrikansk indflydelse er på mange måder revolutionerende, og det er skønt at se på. Filmen er også god til ikke at overdrive dens politiske vigtighed, og ikke være ”in your face” omkring det. Det er dejligt, at der mest af alt er fokuseret på at lave en god superheltefilm, i stedet for en film fyldt med åbenlyse politiske kommentarer, som den sagtens kunne have haft for mange af. Ikke for at sige, at der slet ikke er nogle samtidige politiske temaer i Black Panther der bliver udforsket, for det er der, men de føles som en naturlig del af historien.
På skuespilfronten fungerer Chadwick Boseman perfekt som vores adelige helt og filmens moralske kompas, mens Michael B. Jordan som skurken, Erik Killmonger, desværre falder lidt ved siden af. Karismaen mangler, og karakteren er bare ikke interessant nok. Til gengæld har Andy Serkis, kendt for at spille bl.a. Caesar fra Planet of the Apes og Gollum fra Ringenes Herre, en kæmpe fest med hans karakter Ulysses Klaue. Han er endeligt ude af hans vanlige motion capture-dragt, og det kan man mærke hans glæde over. Han er en mystisk karakter med flere lag, utroligt sjov og har en vanvittig karisma. Ulysses Klaue burde have været vores hovedskurk.
Black Panther er en film man plotmæssigt kan følge fra A til B – der er intet nyt under solen i dens Marvel-skabelon. Men i en verden hvor alle historier er blevet fortalt, er det ikke strukturen der er det vigtigste, men mere hvad du krydrer den med. Black Panther er en krydderiblanding der ikke er set før, og derfor smager den anderledes og spændende. Så gør det jo heller ikke noget, at underholdningen i den grad er i højsædet, med masser af fed action, med alt lige fra spyd til næsehorn. Længe leve kongen!
