Skriv en kommentar
Personligt så jeg ikke den første film fra 2001, hvor blondinen i pink, Elle Woods (Reese Witherspoon), gik efter en karriere som advokat på det fashionable Harvard. Og måske godt det samme, for jeg tager nok ikke meget fejl ved at sige, at den spredte mest glæde blandt verdens mange små pop-piger – ”for den var jo ligesom bare totalt sandheden om, du ved nok, blondiner, ik’”. Undskyld mig, mens jeg lige tager et opkald i den store hvide telefon.
Dette er i hvert fald det indtryk man får af dens efterfølger ”Legally Blonde 2”, der nu er kommet i de danske biografer under den lidt misvisende titel, ”Blondinens Hævn 2”.
Mage til opblæst, naivt, tyndt og decideret dårligt manuskript skal man lede længe efter. Filmen foregår i en besynderlig pussenuttet pseudo-udgave af USA, der ikke har meget med virkeligheden at gøre – og da slet ikke den politiske virkelighed.
Denne gang er det nemlig ikke Harvards bonede gulve vores søde blondine betræder, men derimod selveste Capitol Hill i Washington. Med i sin hånd har hun ”Bruiser’s Bill”! Et lovforslag om at forbyde kemiske forsøg på dyr, og dermed redde moren til sin elskede hund Bruiser fra at blive udsat for grusomme forsøg i de onde kosmetikfirmaers laboratorier. Det bliver en kamp for retfærdighed, der blandt andet kommer til at kræve hele det blonde-netværk…
Når jeg så har lagt min forargelse bag mig, må jeg alligevel indrømme, at jeg lo et par gange og smilte flere gange end der kan tælles på to hænder. Det lyder måske ikke af meget for en film, der gerne vil kaldes en komedie, men dog et faktum, der udelukkende skyldes, at den uforlignelige Reese Witherspoon (der også er krediteret som producer) viser sig som en komedienne af format. Hun spiller sødt og uimodståeligt i en rolle, der ikke er meget dybere end en vandpyt, og med et materiale langt under middel. Replikkerne virker som taget ud af en søvnig søndags serie, men Witherspoons spil på lærredet er ikke til at stå for. Måske ikke skuespil, der vil feje priser over den ganske verden, men derimod skuespil lige på grænsen til det karikerede – der hvor det virkelig rykker i den overdrevne komedie-genre.
Men en enkelt medvirkende, der, så at sige, ”spiller trussen ud af skørtet”, er ganske enkelt ikke nok til at udgøre en hel god film. Da slet ikke når de øvrige spiller på grænsen til det kvalmende. Selv ikke veteranen Sally Field kan redde den synkende skude, selvom hun da gør en pæn indsats. Hende og Robert De Niro burde hvis gå sammen og finde en ny agent. I de øvrige roller finder man igen Luke Wilson som Elles kommende husbond Emmett og Jennifer Coolidge, der nok mest er kendt som Stiflers mom i Ameican Pie filmene. Begge to meget tynde figurer, der heller ikke er videre sjove.
Filmen følger den sædvanlige Hollywood-skabelon. Så slavisk at man indimellem har svært ved at holde begge øjne åbne. Forbilledet er helt klart Frank Capras ”Mr. Smith Goes To Washington” fra 1939. Et ægte stykke Americana-klassiker, der fremførte samme naive tro på patriotisme og idealisme og på individets kamp for retfærdig, frihed og demokrati. Dog med noget større narrativt talent og seriøsitet i materialet end denne gang fedtet candy-floss.
Se den for Reese Witherspoons præstation og intet andet – hvis da se den overhovedet. Livet kan jo vise sig at være for kort.
