Skriv en kommentar
Hvordan føltes det, da du fandt kærligheden, spørger Cindy (Oscar- og Golden Globe-nominerede Michelle Williams) en dag sin gamle bedstemor. For Cindy, der er på vej til at forlade college for at læse medicin på universitetet, er i tvivl om, om det, hun føler for sin kæreste, bryderbøffen Bobby (Mike Vogel), virkelig er kærlighed. Men bedstemoren kan ikke svare hende. Det er så længe siden, at kærligheden mellem hende og Cindys nu afdøde bedstefar eksisterede, at hun ikke længere kan huske, hvordan den føltes. Den eneste måde, Cindy kan få at vide, hvordan kærligheden føles, er ved selv at finde den.
I New York går Dean (Golden Globe-nominerede Ryan Gosling) rundt og leder efter kærligheden. Han har ikke, som Cindy, nogen højtravende idéer om at udrette store ting med livet. Han har aldrig gennemført high school, lever af at være flyttemand og er faktisk ret godt tilfreds med det. Da Dean skal hjælpe en gammel mand med at flytte fra New York til det plejehjem i Pennsylvania, hvor Cindys bedstemor bor, får han så ondt af den gamle, der ingen familie har, at han beslutter sig for at hjælpe ham med at komme ordentlig på plads i det nye hjem, selv det ikke lige er en del af hans jobbeskrivelse.
Så mens ”Grizzly Bear”-soundtracket (der primært består af instrumentale udgaver af bandets tidligere udgivne numre) dækker billederne i en panering af indiepop, forvandler Dean med lyskæder rundt om vinduet og collager af tændstikæsker på væggene den lille værelse til noget, der mere ligner et kunstnerloft i Brooklyn end en gammel mands sidste hjem. Men, hey, vi er i den grad i hipster heartland her I ”Blue Valentine”, og budskabet burde da også være klart nok for alle: Dean er en pokkers flink fyr.
Det synes Cindy også, da de to møder hinanden og langsomt bliver forelskede. Og selvom Dean ikke mener, at han er god nok til hende og hendes ambitioner, er Cindy ligeglad. For når han nu er så sød, som han er, og hvis det, hun føler for ham, er ægte kærlighed, er det vel det eneste, der betyder noget?
Sådan hænger det bare ikke sammen. Få år senere, da de to er blevet gift og har fået en datter, kan Cindy ikke længere holde ud, at Dean ikke er interesseret i at udrette andet med sit liv end at være familiefar, drikke lidt for meget og leve af at male huse i ny og næ. Hun er frustreret, hendes kærlighed er væk, og ægteskabet hænger i en tynd tråd.
Handlingen i Blue Valentine springer frem og tilbage mellem forelskelsen og bruddet, mellem lykken og optimismen på den ene side og frustrationen og den døende kærlighed på den anden. Men det virkeligt interessante i filmen er alt det, der ligger mellem disse yderpoler. Alt det, vi ikke får se. For hvad er det, der er gået galt for Dean og Cindy? Hvor stoppede de med at være forelskede og begyndte at være frustrerede?
Måske er der ikke sket noget entydigt og afgørende. Måske er livet bare gået, og måske var den følelse, de troede var kærlighed, noget andet. Det, Michelle Williams og Ryan Gosling som Cindy og Dean viser os i ”Blue Valentine” ligner ikke kærlighed på film. Der ligner kærlighed i virkeligheden.
