Skriv en kommentar
Efter den intense og effektive Evil Dead Rise var forventningerne høje til Lee Cronins bud på ”The Mummy”, som lægger sig op ad den moderne gysertradition inspireret af James Wans univers. Det skaber visse forventninger – især til stemning og intensitet. Desværre bliver det hurtigt tydeligt, at denne film aldrig finder samme fodfæste.
En ung pige, Katie, forsvinder sporløst i ørkenen. Otte år senere bliver hendes knuste familie chokeret, da hun vender tilbage – i live. Det, der burde være en glædelig genforening, forvandles hurtigt til et mareridt, da det ikke længere er den samme Katie.
Historien kredser om en gammel forbandelse, der tilsyneladende skal bruge en ny vært, men fortællingen bliver præsenteret så uklart og tilfældigt, at det er svært for alvor at engagere sig. Filmen kaster idéer ud uden at binde dem sammen, og logikken føles ofte som noget, der bliver opfundet
undervejs.
Som gyser er filmen heller ikke særlig vellykket. Den er ikke uhyggelig – blot klam. Hvor man kunne have håbet på en mere stemningsfuld og krybende uhygge, bliver det i stedet til overfladiske chok og groteske billeder, der hurtigt mister deres effekt.
Mumien selv fremstår mere som et underligt, indpakket væsen end noget reelt skræmmende.
Klipningen virker flere steder usammenhængende, og flere scener føles, som om de mangler en klar retning. Det gør det svært at følge med i, hvad der egentlig foregår – og hvorfor det sker. Samtidig trækker filmen unødvendigt ud, og med en spilletid på over to timer føles det som en alt for lang rejse for en historie, der ikke har nok at byde på.
Selv når filmen forsøger at eskalere, falder det hurtigt fra hinanden. Karakterernes handlinger giver sjældent mening, og når selv døden føles relativ, forsvinder enhver form for spænding. De enkelte interessante idéer bliver aldrig samlet til en helstøbt oplevelse. Skuespillet gør sit arbejde uden for alvor at skille sig ud, men får heller aldrig mulighed for at løfte materialet.
”Lee Cronin's The Mummy” er en film, der vil meget, men ikke formår at samle sine idéer. Den er rodet, ulogisk og mangler den uhygge, der burde være dens fundament. Resultatet er en skuffelse – især når man ved, hvad instruktøren tidligere har været i stand til. Og når selv en mumie ikke formår at være skræmmende, begynder man for alvor at tvivle på, hvad filmen egentlig ville.
