Skriv en kommentar
At børn kan være forkerte, hævder en af hovedkaraktererne, den skizofrene Marino, i den slagfærdige film Børn. Men at de voksne kan være mindst ligeså forkerte står efter filmen helt klart. Børn er ikke mindre end en forrygende, en fantastisk klarsynet film om social deroute.
Børn er bygget op som et multiplot-drama. Vi følger en række menneskers møde med alle livets facetter på samfundets betonbund uden for Reykjavik. Gardar er historiens voldspsykopat, Karita, den enlige mor til fire, er en kæmper, en overlever, hvis søn Gudmundur mobbes i skolen og har en anden, ikke umiddelbart for ham kendt fader end sine tre søstre. Endelig er der Marino, den skizofrene mand der har det bedst i selskab med barnet Gudmundur og et spil fodbold, hvor man ikke skyder for hårdt.
Lyder det kedeligt? Det er det ikke.
Børn indleder hårdtslående med Gardars knytnæver. Han tiltvinger sig adgang til Marinos onkel for at skræmme ham som håndlanger for underverdenen. Tager noget af hans dvd-samling op, ser på det og konstaterer spontant: ”Er det sådan noget sort/hvidt kunstlort!!!”
Så er tonen lagt an. Det var en replik, der fik alle anmelderne til at mærke slaget i maven, og le. Børn er nemlig en sort/hvid kunstsag. Blot er den bare ikke kedelig, ikke uden humor, sort som kaffe og rørende som film af den type sjældent ses. Replikkerne er konstant og uhøjtideligt lige i øjet.
Noget af det der gør Børn helt speciel, er, at den i sig udtrykker alle filmens genrer: dramaet, melodramaet, action, gys, komedie osv. Det er fænomenalt, hvordan Ragnar Bragason fortæller sin historie, mangefacetteret som en diamant. At diamantens essens så er matheden på bunden af samfundet, gør blot Børn så meget mere strålende end alt, hvad vi har set længe.
Noget andet er, at Børn formår at få os til at føle med mennesker, der ellers vækker afsky: Voldspsykopaten og den skizofrene. I Børn er de så menneskeligt skildret, at vi ender med at holde af dem, holde med dem og ja endog at føle tiltrækning. Især Gardar, hårdtslående, men også forsøgende på at vise følelser overfor sin søn, minder mig lidt om en Casper Christensen, hvis han var på stoffer og voldelig. Gardar rammer en i hjertet som en arketypisk antihelt. Her er der en voldsforbryder, som faktisk trænger ind i hjertet på en, al trods til trods.
Børn er en helt igennem fantastisk film. Se den! 6 stjerner uddeles ikke hver dag.
