Bonanza: Brødrene Cartwright er en amerikansk westernsoap, der foregår i 1800-tallets Amerika og omhandler familien Cartwrights liv og levned på 'dallas' og 'dollars'' manér. Her er drama, skuddueller, intriger, romantik, jalousi og mord.
Jeg har ikke set første boks, så jeg kender ikke til historien der hidtil har udspillet sig. Det har måske en væsentlig del af skylden for at jeg simpelthen keder mig bravt under gennemsynet af denne soap.
Jeg forstår ikke rigtig, hvad der foregår. Der er tyve storylines, der kører side om side og det er uoverskueligt at hitte ud af hvem der har noget kørende med hvem og hvad det er, de har kørende og hvorfor. Der er nogle figurer, der bare hader hinanden og andre, der gerne vil slå hinanden ihjel. Hvorfor forstår jeg ikke rigtig, og det uddybes aldrig rigtig. Man skal have fulgt med fra starten, så jeg kommer til kort her... Rent teknisk fungerer serien ganske udmærket. Det er fine billeder, seriens alder taget i betragtning, der her er udgivet på DVD. Skuespillerne er meget gammeldags at følge. Her er en hel del pap-spil og træmænd, der lyder som om de læser replikker op fra et skilt i baggrunden (hvilket nogle af dem sikkert også gjorde, det ville ikke undre mig).
Jeg fik aldrig noget forhold til nogle af figurene, og derfor interesserer ingen af dem mig følelsesmæssigt -- jeg kan ikke anbefale at man anskaffer sig denne udgivelse, uden at have set første boks først... Medmindre man kender serien i forvejen.
Indpakningen er hammerflot. Grafikeren har gjort sig umage og har designet lækkert westerninspireret artwork til omslag og digipak, og de 5 DVD'er er pakket i en digibog og slipcase.
Men, jeg synes altså ikke om produktet her, sådan som jeg oplever det -- og jeg er heller ikke blevet nysgerrig nok til at anskaffe mig første boks. Her er ej heller noget ekstramateriale, men jeg stikker boksen her et enkelt point for den flotte grafiske behandling.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.