Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Da traileren til “Brightburn” udkom, gik internettet amok. Ikke alene var den stemningsmættet, den holdt sig også til kun at vise enkelte plotpoints, der ledte tankerne hen på en genfortælling af Superman som barn - bare i en ond inkarnation. Tanken er god, og folk var spændte på, hvordan det univers skulle udvikle sig. Hvor tager fortællingen fat og hvor ender den? Mulighederne er talrige, og enkelte gættede endda på, at filmen ville være en del af alt fra “Cloverfield” til DCEU (det viser sig dog at den er forbundet til James Gunns “Super”.) Med så høje forventninger kan en film kun skuffe, men jeg vil argumentere for, at den altid ville have skuffet. Selvom “Brightburn” unægteligt har en fremragende ide, er resultatet nemlig virkelig typisk. Her er ingen overraskelser undervejs, og det er en meget lille fortælling, der aldrig rigtigt brænder igennem.
Næsten hele filmen foregår på en klassisk amerikansk farm. Her ankommer en dreng til Jorden, og dem på farmen, tager ham til sig, og opfostrer ham som deres eget barn. Brandon (Jackson A. Dunn) er dog ikke et helt almindeligt barn. Han har superstyrke og er samtidig indbegrebet af en psykopat. Imens han lærer om sin fortid stiger dødstallet på farmen. Hans mor, Tori (Elizabeth Banks) fatter hurtigt mistanke, men faren Kyle (David Denman), er ikke så nem at overbevise.
“Brightburn” har en meget vigtig ting kørende for sig - mordene. De er blodige, kreativt udført og frembringer både latter og væmmelse hos selv de mest garvede horrorfans. Der er dog slet ikke nok af slagsen til at fastholde tempo og interesse, for problemet er den klichefyldte fortælling, der vitterligt ikke byder på andet end en omvendt skabelsesberetning om Superman. Fra første til sidste skud er alting forudsigeligt, og det er en enorm hæmsko, at en spændingsfilm ganske enkelt ikke er spændende. Heldigvis holder filmen sig ikke kun på den rigtige side af to timer, men selv de 90 minutter føles til tider langtrukne. Det skyldes også delvist den meget mørke billedside, der visuelt ikke bidrager til hverken fortælling eller stemning.
Elizabeth Banks viser endnu engang, at hun har en stor spændevidde som skuespiller, og hvorfor hun sjældent bliver tilbudt tungere roller, forstår jeg slet ikke. Som hovedrolleindehaver bærer hun filmen pænt, og hun giver sin endimensionelle karakter lidt flere facetter end forventet. Jackson A. Dunn er også et godt fund, der dog skal passe på med, at vælge flere roller i samme genre fremover. Så kommer han aldrig ud af det igen. Dette er dog instruktøren David Yaroveskys stiløvelse, og her fungerer den kun delvist.
For fans af genren er der ingen vej udenom. Trods de åbenlyse problemer, har “Brightburn” et spændende præmis og tilpas med kreativitet. Havde der været lidt flere mord på kontoen samt lidt overraskelser i historien, havde den sikkert allerede nu været hyldet som en kultfilm. Når man tænker på dengang traileren udkom, siger det dog alt, at internettet har været forholdsvist stille om denne film siden den blev udgivet.
Udgivelsen her byder på et flot og klart billede trods mørket, samt en gennemført lydside. Kommentarsporet er både sjovt og informativt, imens de tre featuretter er det modsatte.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
