Skriv en kommentar
Familien er samlet i en turistbus, og Rosalba (Lucia Maglietta) har nok at gøre med at være familiens omdrejningspunkt. Bussen gør holdt ved en større rasteplads. Og her lades Rosalba tilbage, da hun er udstyret med temmelige klodsede gener taber flere ting ned i toiletkummen, bussen kører uden hende. Hun får et lift på vej. Og endnu et lift af en ung technofyr, der skal forbi Venedig. Han overlader hende rettet, da han er ved at falde i søvn. Rosalba får pludselig den indskydelse, hvorfor ikke Venedig, hendes drømmeby, for første gang! Hun finder et mølædt pensionat. Men pensionatet lukker næste dag, så dér må Rosalba kigge sig om efter noget tilsvarende prismæssigt. På et mindre falleret beværtning, hvor der serveres kold mad, da kokken lider af blindtarmsbetændelse, møder hun den gådefulde og lavmælte islændinge med det italiensk klingende navn Fernando Girasoli (Bruno Ganz), og han tilbyder hende et logi hjemme hos sig selv. Desværre går Fernando i selvmordstanker, et tykt sømandstov hænger ned med en løkke inden i hans soveværelse. Men hans hjerte overfor andre fejler ikke noget, og det er kun for en nat. Så han regner med at kunne fortsætte hvor han slap.
Rosalba kan pludselig mærke forandringer hos sig selv, og føler ikke at det haster med at komme hjem. Hun går rundt i byen, og ser med ét et opslag, en blomsterforretning søger en medhjælper. Indehaveren, en gråskægget anarkist godviliger Rosalbas ansættelse, dog noget tøvende. Hun får lov at bo et par ekstra dage, så Fernando må lægge rebet helt væk. Rosalba bliver hurtigt venner med kvinden nedenunder, en holistsik massøse Grazia (Marina Massironi, der tydeligt har problemer med sine vandrør.
Samtidig kan Rosalbas mand ikke forstå hvor hun bliver af. Han får den glimrende idé som personalechef I et VVS-firma til en ansættelsessamtale, at arrangere den nye, noget robuste Constantino (Guiseppe Battiston) i Venedig, idet Costantino har læst 285,5 krimiromaner, og er derfor et oplagt emne som detektiv. På ægte italiensk manér løsriver den hjemmeboende og ca. 30 årige Costantino sig fra sin hulkende mor, og begiver sig mod stationen mod Venedig. Han ligner et nemt offer med sin skrigende gule skjorte, og får måske det dårligste Venedig har at tilbyde, en kahyt på en nedslidt rusttæret båd. Herfra går eftersøgningen, og langt om længe finder han Rosalba. Men hun er blevet så glad for byen, så hun kommer ikke hjem foreløbig. Costantino møder underboen Grazie, der tror han er en kunde der har aftalt tid, og oppe på hendes massagebriks, er der meget god kemi, og den bliver ikke mindre god da hans oprindelige profession er blikkenslager.
Rosalba er begyndt at blive lun på islændingen Fernando, men da hendes mands elskerinde kommer forbi blomsterforretningen en dag, og fortæller at Rosalbas ene søn er på stoffer, har hun ikke mere at gøre I Venedig, hun tager hjem. Men hun er fuldstændig forandret, og ser nu det hele, det hun vender tilbage til, som en anden person.
En sjov italiensk film, fuld af smukke optagelser, og mættet med en helt speciel stemning, der vil det nære og tætte miljø. Det er ikke det store skuespil, men underfundigt og fuld af humør baner den sig igennem på befriende måde. Har vundet den italienske pris for bedste film sidste år.
Italiensk for viderekomne.....
