Skriv en kommentar
Romanerne om C. B. Strike – eller Cormoran, som han hedder til fornavn - bliver tykkere og tykkere, ganske som det skete med tiden med Harry Potter-bøgerne. Det giver råderum for nuancer, stemning, karakterudvikling – og stilfærdig britisk humor.
Cormoran bliver opsøgt af en mentalt forstyrret ung mand, der er tydeligt plaget svære traumer af at have været vidne til et mord som barn. En udsat tilstand, der får ham til at male, tegne, ridse, gravere osv. et runelignende billede af en hest, hvor han kan komme til det. Samtidig går hans assistent, Robin, undercover for at efterforske et forsøg på afpresning over for et medlem af parlamentet. En sag, der blotlægger en dysfunktionel familie, med parlamentsmedlemmet som en kolerisk og ikke voldsomt samarbejdsvillig kunde hos Cormoran og Robin.
Robin må mens efterforskningen står på se sit ægteskab med Matthew gå fløjten. Han har aldrig været begejstret for, at hans lille yndige nipsgenstand af en kone går så voldsomt op i detektivarbejdet hos Cormoran. Det er både farligt – og efter Matthews opfattelse stærkt underbetalt. Robin når frem til – og det kan dårligt siges at være en spoiler – at hun aldrig rigtigt har elsket ham, så de skilles på en ret uskøn måde.
Det er lidt svært at sige præcist hvad det er, der løfter serien ud over middelmådighed og stereotyper. Og det er måske lige præcis forklaringen: Serien rammer en fin og velfungerende balance. Vi får spænding og uhygge, der går i spænd med en karakterudvikling, der er i øjenhøjde med os derude foran skærmen og en stemningsmættet beskrivelse af England i almindelighed og London i særdeleshed.
Cormoran som figur har fået skudt det ene ben af under udsendelse for den britiske hær, hvorfor han bruger benprotese. Tom Burke tackler fint denne omstændighed – om end han sine steder næsten halter for lidt. Til gengæld fremstiller han sin figurs følelsesmæssige kvaler med indlevelse, fanget som Cormoran er mellem ekskæresten Charlotte, veninden Kinvara og uforløst fascination af assistenten Robin. Herover for giver Holliday Grainger som Robin i lige høj indlevelse og modspil, både til Matthew og til Cormoran. Og så udtrykker hun fint de panikangst-anfald – og den manglende erkendelse af egen andel i sammenbruddet i ægteskabet.
Jeg må ha’ fat i romanerne – igen – mens jeg venter på filmatiseringen af det 5. bind: ”Ustyrligt blod”.
