Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvis man tror, at kultursammenstød ikke kan forekomme vestlige lande imellem, er det bla. fordi filmimportørerne ”skåner” os og kun lader os se ”internationale” film (penge, penge, penge!). Den spanske film ”Camino” af instruktøren Javier Fesser er ikke desto mindre en skånselsløs markedsføring af katolsk kitsch af værste skuffe. Sådan er der i Spanien, ikke i Danmark. Så i det her tilfælde er det svært at være taknemmelig over kulturudvekslingen.
Den 11-årige Camino er sammen med sine forældre medlem af den katolske fundamentalistiske bevægelse Opus Dei. Hun dyrker troen som en ren engel. Selv forældrene må beundre hendes uskyld og ildhu. Men lige da hun får øjnene op for det modsatte køn, en køn dreng ved navn Jesus (!) og muligheden for at deltage i en teaterforestilling i den lokale ungdomsklub, bliver hun alvorligt syg. Camino forener gennem et langt pinefuldt dødsleje katolicismens faible for jomfruen og foreningen med Jesus, med forelskelsen i den jævnaldrende dreng. Når den døende pige taler om Jesus, mener hun drengen – men når moderen taler om Jesus, mener hun den anden. Den joke er blevet til en film på over to timer. Og er selvfølgelig baseret på en virkelig historie, hvis nogen skulle være i tvivl om ægtheden. Camino bliver af filmen og af læger, sygeplejersker, præster og familie i filmen helgenkåret.
Når filmen er nået til Danmark kan det måske skyldes dens gennemførte kulørte kvaliteter, om jeg så må sige. Vær nemlig ikke i tvivl om, at selv en tykhudet dansker der stort set ikke går i kirke, går i knæ når pigen taler af et troende, et rent ideelt hjerte uanset smerterne i kroppen og uanset den uforløste kærlighed til drengen, eller når vi får smækket pigens blodige operationssår op i ansigtet. Sjældent har jeg mødt en mere medgørlig pige ang. borgerlig dannelse end Camino - jeg vil straks lade mine egne pubertetspiger se filmen, så kan de lære at respektere deres forældre kan de!
Netop denne kulturudveksling kan gøre en i tvivl om tolkningen, aflæsningen af det sete og hørte. Kan det virkelig passe, at man kan underholdes af denne lidelseshistorie, med en ideel, en engel af en pige - godt ser hun ud, det må jeg indrømme uden at skulle anklages for pædofili - der siger replikker fulde af stærk tro på kærligheden til forældrene, søskende og de to Jesusser? Eller er den spanske instruktør ironisk, og lægger på den måde op til et skarpt opgør med den katolske kirkes krops- og sanselighedsfornægtelse? For ret skal være ret; der er hip til en mor der gang på forhindrer datterens sanselighed, og der er en sidehistorie om en søster der kommer for sent til dødslejet, fordi hun er nonne i et kloster, som filmen skildrer som et fængsel.
Nej, Fessers film er blottet for nuancer og fremtræder som kulørt TV-film i reklamefilmsæstetiske gevandter. For at bruge et begreb fra det kristne vokabolarium, er instruktøren skamløs i sine virkemidler. Scenerne er i den grad lagt an på at røre, men næppe at jeg skal føle. Filmen forkynder til syvende og sidst kærligheden som en sanse og kropsløs affære, som Camino når i døden. Da pigen udånder klapper alle omkring dødslejet i hænderne, og vi ser hvordan hun forenes i det hinsides med sin far, der selvfølgelig kørte galt i sin iver efter at hente en rød kjole til datteren og med drengen Jesus, i et hvidt rum som taget ud af en reklameblok på TV. Det kan troen på døden gøre! Ikke et ord eller et billede om den tragiske død, det tragiske i at være forhindret sanselighed i sit unge liv.
Og sådan bliver man tilskuer til en ufrivillig satirisk film om kristen fundamentalisme – medmindre man selv hører til de frelste.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Midget Entertainment
