Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Inden for de seneste år er det helt store trækplaster i verdens biografer blevet superheltefilmen.
Med inspiration i tegneserien tager disse fortællinger os med på en rejse bestående af et markant brug af CGI, skinnende dragter og hurtige one-liners kombineret med et væld af karakterark, kampscener og omfattende pyrotekniske bedrifter. Derudover har vi også at gøre med relativt komplekse narrativer som spænder over flere film, samt større transmedielle landskaber, hvilket både omfatter web-baserede fanplatforme og videospil. Dette har den, for mig, uheldige konsekvens, at hvis man ikke har set de andre film i MCU-sagaen (Marvel Cinematic Universe), kan oplevelsen af en enkeltstående film som Captain Marvel synes en anelse indforstået og endda indspist.
Filmen er den 21. i MCU-universet og er instrueret af Anna Boden og Ryan Fleck. Filmen er således den første superheltefilm som både er co-instrueret af, og medvirkende en kvinde i hovedrollen. Derfor kan filmen, ud fra et rent historisk perspektiv, siges at være signifikant. Ud fra et manuskriptmæssigt udgangspunkt er det dog ikke nogen større bedrift. Faktisk kommer disse ellers prisværdige faktorer, værende de kvindelige centrale skabere, til at spænde ben for det endelige resultat. Meget af dialogen bærer nemlig præg af et stort brug af floskler, der skal tilskynde anerkendende nik fra det kvindelige segment, når Captain Marvel heroisk ytre sig med kommentarer som ”I’ve been fighting with one arm tied to my back. But what happens when …I’m finally set free?”. Et vist niveau af metarefleksivitet er som sådan ikke uvelkomment i superheltefilmen. Thor Ragnarok formåede f.eks., til stor succes, at underholde ved at gøre lidt grin med selve genrekonventionen, de ville behandle. Men pointen i forhold til Captain Marvel er bare at det er dovent, ’on the nose’ manuskriptskrivning, når den på leflende vis tager fra de mest lavthængende ’manusfrugter’, for at italesætte en omvæltende filmkultur i Hollywood. Man skulle tro det var bevis nok på den kvindelige kunstners fortræffelighed, dét pure faktum at hun spiller hovedrollen og instruere en stor blockbusterfilm, noget der ellers før har været sjælendt set i fortiden.
Når det så er sagt giver Brie Larson ikke desto mindre en solid præstation som ’Vers’, en alien der efter at være landet på planeten C53 (Jorden), ser sig selv fanget i midten af en større kamp mellem to alien-racer. Hun får hjælp af en vis Nicholas Fury (Samuel L. Jackson), en agent i S.H.I.E.L.D, som sammen med Vers finder en krystal, der indeholder enigmatiske brudstykker af minder, som tegner på et tidligere liv på jorden under navnet Carol Danvers. Hvem er hun i virkeligheden? Ingen ved det, alle taler om det. Det er egentlig heller ikke så vigtigt (eller spændende). Til gengæld ved vi at hun kan slå en proper næve og bruge hendes hænder som kanoner, hvilket er super fedt, når hun lægger sig ud med shapeshiftende aliens… og Jude Law. Og der bliver da til tider også uddelt nogle sjove, stikkende kommentarer mellem Brie Larson og Samuel L. Jackson, der er den brugte tid værd.
Men alt i alt er Captain Marvel en film, der ikke efterlader det største indtryk. Hvad vil filmen én? Underholde? Jovist, og filmen har da sine øjeblikke af flygtig fascination i form af flotte visuelle sekvenser og humoristiske udtalelser. Desværre prøver filmen samtidig for hårdt på at bære en samtidskritisk tone der, ligesom det var tilfældet med Black Panther, i sidste ende virker dissonant og ugunstligt for filmens overordnede form.
Hvis man dog skulle være stor fan af Marvel universet og leder efter en actionpacked, CGI-tung og til sin målgruppe-overleflende film med en veloplagt Brie Larson, så kunne man ikke vælge mere rigtigt end Captain Marvel.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney.
