Skriv en kommentar
Cecilie (Sonja Richter) er lige flyttet med sin mand, Mads (Claus Riis Østergaard) ud til en Ganske pæn patricievilla, og de er ved at sætte huset i stand, da Cecilie hører fremmede lyde nede fra stueetagen, ude for hoveddøren. Men manden deler til hendes frygt ikke de oplevelser. Hun har haft to års sygefravær, som skolelærer, på grund af sine syner, og ønsker bare at komme tilbage på arbejdet, og leve det normale liv.
Men nu hun har set og “oplevet” en voldtægt, som er fundet sted på egnen, synerne tager til, og Mad ser til i vildrede. Overalt betragtes hun med overbærenhed som syg.
Istedet for indlæggelse søger de professionel hjælp. På psykiatrisk afdeling møder Cecilie for første gang en person, i skikkelse af doktor Per Hartmann (Anders W. Bertelsen), som tager hende alvorligt. Han overhører sine kollegaers anmodninger om psykotiske diagnoser og tvangsbehandlinger, og forslår at hun kommer i kontakt med det uforklarlige, at han kender en hypnotisør Lasse (Lars Mikkelsen), der kan få hende ned i sin egen underbevidsthed.
En farlig sindstilstand, og pludselig er hun midt i sit eget mareridt, på jagt efter en morder og voldtægtsforbryder på egnen, der stadig er på fri fod!
En psykologisk thriller med hang til den japanske gyserbølge, med vand og langt hår. Instruktøren Hans Fabian Wullenweber (”Tvilling”, ”Klatretøsen” m.fl.), prøver for første gang kræfter med denne genre, og lidt siger det vel også at han har instruktøren M. Night Shalyaman som forbillede, som udover ”Den 6. Sans”, ikke har begået det store indenfor genren. Der er uden tvivl gode hensigter med filmen, men den er ikke vedkommende nok i sit udtryk, man efterlades i alt flashbacken og synerne/hallucinationerne, og at han/instruktøren bruger elementer, som er blevet brugt til hudløshed de sidste par år, er kun utilgiveligt. Skuespillet er udmærket, ikke prængende, kun Sonja Richter, og til dels Anders W. Bertelsen for gravet sig helt frem til noget god dybde og substantielt. Det ligger simpelthen ikke til rollerne og instruktionen at få karaktererne helt frem. Med egen hjemmeside har den hold på sine ambitioner, men det bliver aldrig helt uhyggeligt, skræmmende, eller gribende nok. Men en Hans Fabian Wullenweber der ganske givet ikke har lavet sin bedste film endnu.
