Skriv en kommentar
Det er ikke hver dag, vi hører om film fra Kirgisistan. Mange af os, ved måske knapt nok, hvor landet ligger. Men hvis landet skaber sådan nogle vidunderlige film, så kan man kun håbe på, at disse film får mere opmærksomhed. I ”Centaur” får vi en poetisk fortælling om en mand og hans besættelse af myter. Især myter om heste.
En simpel fortælling
Manden Centaur (Aktan Arym Kubat) levet et ganske ydmygt og simpelt liv med hans døve kone og lille søn i landet Kirgisistan. Pludselig får han lokalsamfundets opmærksomhed, da han stjæler en dyr travhest. Endda fra hans egen bror. Og i et lille lokalsamfund bliver rygter og kriminalitet ikke overset, så Centaur må stå til ansvar for sine handlinger.
Smuk poesi
Filmen skildrer et lokalsamfund til perfektion, hvor ingen kan være i fred, og hvor et rygte spredes til flere . Men filmens fortælling er som smuk poesi, hvor der både bliver berettet om myter og fabler, der synes at være meget forfriskende i denne moderne verden. En mindeværdig scene, hvori Centaur tilstår til sin bror, er en af de smukkeste i filmen. Den består af fantastisk skuespil fra Kubat, som også indtager instruktørrollen, men vi hører den smukke fortælling af myten, hvor heste var menneskets vinger, hvorpå vi nu i den moderne verden, har travlt med at tjene penge eller spise dem. Denne scene skildrer også smukt, hvordan vi som mennesker har så travlt med vores daglige pligter, og ikke længere er frie.
Rørende metaforer
Det smukke bjergområde lægger omgivelserne til denne smukke fortælling, og filmen er visuelt fremragende. Også arkitekturen spiller en stor rolle, da vi ser omgivelser, som også har ændret sig. F.eks. plejede Centaur at være biografoperatør i den lille lokalbiograf, som nu er blevet til en moské eftersom mange muslimer nu har bosat sig. Derfor skildrer både bygningerne sig fint med samfundets befolkningen, hvor ingen tror på sagn og myter mere, men blot har accepteret ændring i deres kultur.
”Centaur” formår at blande myter og social realisme på en smuk måde, hvor vi både ser en ydmyg familie agere i deres dagligdag, men også ser en mand, der er besat af fortiden og dens historik. Filmen sætter spørgsmålstegn ved vores kulturelle identitet, og hvem vi prøver at være i en moderne verden, hvor alt skal gå så hurtigt. Det er tankevækkende og poetisk.
